Dyneløfteri en god forretning

Medarbejder tjener sin løn hjem og mere til i indsats mod socialt bedrageri

Borgerne anmelder mange tilfælde af socialt bedrageri. Arkivfoto

Borgerne anmelder mange tilfælde af socialt bedrageri. Arkivfoto

BRØNDERSLEV:Igennem flere år har den kommunale medarbejder i helhedsorienteret sagsbehandling, også kaldet dyneløfteri, tjente sin egen løn hjem og mere til.

Og der bliver tilsyneladende ved med at være noget at komme efter inden for socialt bedrageri.

- I år har vi fået næsten 860.000 kr. ind pr. 30. september. Det viser igen, desværre, at der fortsat er borgere, der tager fejl af de muligheder der er, når man modtager ydelser, siger borgmester Lene Hansen (S).

- Det kan være forsætligt og det kan være uforsætligt, men det er mange penge kommunen går glip af, tilføjer hun.

Økonomiudvalget får en orientering om socialt bedrageri og helhedsorienteret sagsbehandling en gang i hvert kvartal.

Den nyeste orientering viser, at der i de første tre kvartaler af 2013 er undersøgt i alt 77 sager om socialt bedrageri.

46 sager er opstået på baggrund af anmeldelser fra borgere, 18 sager er fanget i kommunens egen kontrol, 10 sager er startet efter anmeldelser fra politiet og tre efter anmeldelser fra andre kommuner.

51 af sagerne er afsluttet og 14 af sagerne har medført ophør af offentlige ydelser som børneydelser, boligsikring, økonomisk friplads, kontanthjælp, sygedagpenge.

I kroner og øre drejer det sig om offentlige ydelser til sammenlagt 1.546.999 kr., men staten betaler en del af ydelserne, så den kommunale andel udgør ”kun” 859.966 kr.

Der er truffet afgørelse eller lavet aftale om tilbagebetaling af for meget modtaget ydelse for i alt 315.606 kr. i perioden.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.