Dyremishandlere får penge tilbage
Det er ulovligt at tage støtte fra landmand, der har mishandlet dyr
HELE LANDET: 500 landmænd får fire millioner kroner tilbage, fordi Fødevareministeriet siden 2007 ulovligt har taget landbrugsstøtte fra landmænd, der har mishandlet deres dyr.
Der er fire millioner kroner på vej til cirka 500 danske landmænd, der har slået deres grise eller mishandlet deres dyr på anden måde.
Fødevareministeriet har nemlig uden lovhjemmel fra EU trukket i landbrugsstøtten fra landmænd, der har overtrådt dyreværnsloven. Det skriver metroxpress.
For vidtgående
- Da vi gennemgik de krav, der handler om omsorgsfuld behandling af dyr, kunne vi se, at vores regler i Danmark har været for vidtgående i forhold til EU’s regler, skriver Steen Bonde, enhedschef i NaturErhvervstyrelsens Center for Arealtilskud, der styrer landbrugsstøtten for Fødevareministeriet.
Danmark har siden 2007 trukket landmænd, der bliver taget af myndighederne i at overtræde dyreværnsloven, i landbrugsstøtten. Men EU-reglerne giver kun lov til at trække landmænd, der ikke fodrer og giver vand til deres grise, køer og får.
Derfor skal de landmænd, der altså er blevet trukket i støtten for brud på dyreværnsloven, betales tilbage.
Metroxpress har afsløret, at 238 ud af de 4.181 svineproducenter siden 2008 har fået en indskærpelse, bøde eller politianmeldelse for slagmærker på deres grise. 20 har endda haft mindst to sager.
Bør have konsekvenser
Socialdemokraternes topkandidat til Europaparlamentet, Jeppe Kofod, vil arbejde for, at det bliver nemmere at tage landbrugsstøtten fra dyremishandlere.
- Jeg mener, at gentagne brud på dyreværnsloven skal koste landbrugsstøtten helt eller delvist. Det skal have konsekvenser, siger Jeppe Kofod til metroxpress.
Sådanne regler skal vedtages i EU før de er lovlige.
Venstres spidskandidat, Ulla Tørnæs, mener, at kravet er for vidtgående.
- Jeg tror ikke på, at vi løser problemerne med dyrevelfærd ved at sætte barren urealistisk højt, siger hun.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.