Ebh-demonstrationen: Hvad der virkelig skete
DR forsøgte at lave historien om, at NORDJYSKE Medier viste billeder af den falske demonstration. Men journalist Lars Løcke, NORDJYSKE, blev under sidste uges retsmøde i ebh-sagen klar over, at demonstrationen var arrangeret af DR
HJØRRING: Egentligt handlede det om en dybt alvorlig straffesag i kølvandet på ebh banks sammenbrud. Men i øjeblikket fylder den såkaldte demonstration, som fandt sted foran Retten i Hjørring i torsdags, langt mere end selve retssagen i medierne.
I centrum af balladen står DR Nyheder, som beskyldes for at have bragt billeder fra den iscenesatte demonstration. DR har forsøgt at forsvare sig med alle midler - herunder et forsøg på at inddrage NORDJYSKE i sagen.
Lørdag eftermiddag fik NORDJYSKE et opkald fra en DR-reporter, der havde fået et tip om, at 24NORDJYSKE havde bragt sådanne billeder. Det kunne vi klart afvise: NORDJYSKE har ikke bragt billeder under nogen form af den falske demonstration.
Som en af de journalister, der dækkede retssagen i Hjørring, kan jeg måske være med til at kaste lys over, hvad der skete i og omkring Retten i Hjørring torsdag i forrige uge, hvor en fejl om brug af billeder af en falsk demonstration pludselig udviklede sig til en alvorlig troværdighedskrise i DR.
For enhver journalist, der var til stede i retten og holdt øjne og øren åbne, var det svært ikke at komme på sporet af, at der var noget mærkeligt ved demonstrationen. Selv blev jeg klar over, at den var fup, da retssagen holdt frokostpause.
Uden for retten udspandt der sig nemlig en scene, hvor lederen af Larm Films produktionshold, der arbejder for DR og havde arrangeret demonstrationen, i meget håndfaste vendinger bad de tilstedeværende journalister om at ”holde sig væk fra deres demonstranter”.
Således opfordret kontaktede jeg herefter et par af Larm Films nordjyske ”demonstranter”. De bekræftede på stedet, at Larm Film havde sørget for alt i forbindelse med demonstrationen, herunder den fælles bustransport.
Så lidt var overladt til spontaniteten, at de skilte, som demonstranterne bar, også var udformet med hjælp af DRs filmselskab, ligesom demonstranterne med synlige tilråb fra Larm Films repræsentanter blev instrueret i, hvordan de indbyrdes skulle placere sig med deres skilte.
Og midt i rettens forhal og synligt for alle blev ”demonstranterne” i frokostpausen beværtet af fire til fem personer fra Larm Film, der alene via deres dialekt og tonestyrke afveg markant fra det nordjyske normalbillede.
Opfyldt af undren over, hvad DR havde gang i, drøftede jeg frokostpausens oplevelser med journalist Thomas Svaneborg, der overværede retssagen for Jyllands-Posten, og som havde været centrum for Larm Films verbale forsøg på at holde journalisterne væk fra demonstranterne.
Vi var enige om, at Larm Films demonstration var iscenesat. Det konfronterede vi DR Nyheders udsendte reporter med. Selv spurgte jeg ham, om ”det var et nyt dokumentarbegreb hos DR, at man arrangerede en demonstration som den, der blev udført uden for”.
DRs udsendte svarede, at ”du ved jo, hvordan de formmæssige krav til dokumentarformen udvikler sig”.
Efter den ordveksling var jeg overbevist om, at alle reportere vidste, at demonstrationen var iscenesat og dermed ikke hørte hjemme i nyhedsudsendelser på en af Danmarks public service-kanaler.
Alligevel bragte DR i flere nyhedsudsendelser efterfølgende billeder fra den indstuderede demonstration som illustration af et nyhedsindslag om en spontan demonstration af vrede, tidligere ebh bank-aktionærer.
NORDJYSKE Stiftstidende har ikke kortlagt, hvilken redaktionel proces hos DR Nyheder, der resulterede i, at den falske demonstration blev videreformidlet som virkelighed, men der er en række spørgsmål, der presser sig på:
Hvordan kunne DRs reporter som den eneste af de tilstedeværende journalister være uvidende om, at ”demonstrationen” var et kunstprodukt? Han har på Jyllands-Postens hjemmeside henvist til, at han havde travlt med at rapportere om, det der skete, men han blev af journalistkolleger fortalt, at demonstrationen var et falsum.
Hvem informerede DR Nyheders redaktion i København om, at billederne af ”demonstranter” var ægte og kunne bruges i nyhedsudsendelserne?
Jeg har forelagt nyhedsdirektør Ulrik Haagerup fra DR Nyheder mine spørgsmål og iagttagelser fra retten i Hjørring.
Han har ikke ønsket at besvare mine spørgsmål under henvisning til, at DR Nyheder ”arbejder med en redegørelse”.
Derfor skriver NORDJYSKE om DR
NORDJYSKE Stiftstidende har tirsdag 8. januar valgt at bringe vores skildring af, hvad der skete ved retten i Hjørring torsdag i forrige uge, hvor et produktionsselskab på vegne af DR i forbindelse med ebh-sagen konstruerede en demonstration af utilfredse borgere. Billederne af demonstranterne blev fejlagtigt vist i DRs nyhedsudsendelser torsdag. Den falske demonstration var et element i et tv-program, som skulle have været bragt på DR.
NORDJYSKE Stiftstidendes oplysninger i sagen stemmer ikke overens med den forklaring, som DR-ledelsen efterfølgende valgte at give til offentligheden hen over weekenden.
DR forsøgte lørdag at inddrage NORDJYSKE Medier i sagen ved at iværksætte research, som skulle vise, at NORDJYSKE Medier i lighed med DR havde bragt billeder fra den falske demonstration. Det har NORDJYSKE Medier ikke.
Journalist Lars Løcke var selv til stede i retten i Hjørring torsdag. Han blev inddraget i sagen, da han direkte spurgte DRs journalist på stedet, om han kendte til den falske demonstration.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.