Ebh-direktør tiltalt for kursmanipulation
Jens Nielsen tiltales for grov kursmanipulation i selskab, hvor han var formand
Opdateret kl. 10:00
FJERRITSLEV: Oprydningen efter krakket i ebh bank resulterer nu i endnu en tiltale for økonomisk kriminalitet mod nøglepersoner fra den krakkede bank.
Statsadvokaturen for særlig økonomisk kriminalitet - i daglig tale Bagmandspolitiet - har nemlig rejst tiltale mod tidligere direktør i ebh bank Jens Nielsen og en medarbejder i banken, der er omfattet af navneforbud, for kursmanipulation af særlig grov beskaffenhed. Det fremgår af anklageskriftet i sagen, som NORDJYSKE Stiftstidende har fået aktindsigt i.
Bagmandspolitiet mener, at Jens Nielsen i december 2007 var med til at manipulere med aktiekursen i it-selskabet Trifork, hvor han dengang var bestyrelsesformand.
Tiltale: Brugte dobbeltstilling
Ifølge Bagmandspolitiet skete kursplejen ved, at Jens Nielsen udnyttede sin dobbeltstilling som bestyrelsesformand i Trifork og direktør i ebh bank til at lade banken købe op af Trifork-aktierne.
Ved at lade ebh bank købe op af Triforks aktier lykkedes det ham ifølge Bagmandspolitiet at få aktiekursen til hen imod årsskiftet 2007/2008 at stige fra kurs 7,2 til over 8.
Jens Nielsen er helt uforstående over for tiltalen for kursmanipulation med Triforks aktier:
Afviser totalt
- Da jeg hørte, at politiet efterforskede en sådan sag mod mig, tænkte jeg, at det måtte bero på en fejl, siger Jens Nielsen til NORDJYSKE Stiftstidende.
Samme holdning har han til anklageskriftet.
- Jeg står helt uforstående over for tiltalen, men vil i øvrigt ikke komme med flere kommentarer før retssagen, siger Jens Nielsen.
Ud over Jens Nielsen og en medarbejder fra ebh bank er Triforks administrerende direktør, Jørn Larsen, og Trifork som såkaldt juridisk person tiltalt i samme sag.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.