Efter 87 år er det slut
Tiden er løbet fra forening fra 1927, der nu lukker
DRONNINGLUND: Dronninglund Husmoderforening har eksisteret siden 1927, men nu er det slut. Foreningen er blevet nedlagt.
- Naturligvis er det lidt vemodigt, men det var umuligt at finde nogle, der ville gå ind i bestyrelsen, og så måtte vi nedlægge foreningen, fortalte Else Jensen, da hun forleden sammen med Rita Bentsen mødte op på Lokalhistorisk Arkiv i Dronninglund med protokoller, dirigentklokke og fane, som de overrakte til arkivet. Sammen med de mange bøger og andet materiale havde de også medbragt en check.
- Vi har besluttet at forære det hele til arkivet, så det kan blive bevaret for eftertiden. Den smule penge, vi har på bankbogen, skal arkivet også have, sagde Rita Bentsen.
Dronninglund Husmoderforening blev oprettet i 1927 og har altså eksisteret i knap 90 år.
- Tiden er nok løbet fra en sådan forening. Tidligere tog vi meget ud på virksomhedsbesøg i butikker og på fabrikker, men det er efterhånden blevet helt umuligt, da de enkelte virksomheder ikke længere kan afse mandskab til sådanne besøg, og det er også en af grundene til, at vi har nedlagt foreningen.
- De unge har ikke tid til at være med, og vi andre er efterhånden blevet for gamle, så derfor er det gået, som det er, sagde Else Jensen.
- Vi er på arkivet utroligt glade for og næsten rørte over, at Dronninglund Husmoderforeningen har tænkt på os.
- Vi har fået arkivalier fra foreningens start og til nu. Det er vi glade for. Vi har også fået den flotte fane, som tidligere blev brugt ved gudstjenesten 4. maj i kirken og ved begravelser og større fester.
- Den er ret stor og tung, så den er ikke blevet benyttet de senere år, men hos os vil den blive udstillet, så alle kan komme og se den, sluttede Lene Dige.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.