Aalborg

Efter årtier er det slut - den ældste Bistro i Nordjylland lukker snart

Siden 70'erne har gæsterne kunnet nyde smørrebrød og lune retter i den velkendte Bistro i gågaden

Søren Flodgaard er varehuschef i Føtex Slotsgade, der snart siger farvel til sin Bistro.
Søren Flodgaard er varehuschef i Føtex Slotsgade, der snart siger farvel til sin Bistro. Foto: Martin Damgård

AALBORG: Det er et af byens ældste spisesteder, der lukker lige om lidt. 

Gennem årtier har du kunnet stille sulten i bistroen i Føtex Slotsgade - smørrebrød, lune retter eller måske en dessert. Og mon ikke de fleste har været forbi på et eller andet tidspunkt, siden stedet åbnede i 1971.

Det er årtiers klassikere, du finder i bistroen. Foto: Martin Damgård

Men om lidt er det slut, for ejeren Salling Group har besluttet, at de sidste fem bistroer i Føtex-varehusene lukker. 

- Det er selvfølgelig ærgerligt, for vi har gæster, der er kommet her i mange år, siger varehuschef i Føtex Slotsgade, Søren Flodgaard.

- Men folks madvaner ændrer sig, og vi er nødt til at følge med tiden.

Nyt madområde på vej

Men bare rolig - det bliver ikke et farvel til alle de kendte retter, når Føtex Bistro lukker, for varehuset opgraderer i stedet udvalget i sin Quick Food i området ved indgangen, hvor der også er siddepladser.

Det er endnu ikke besluttet, hvad der skal være her i området, når spisestedet lukker. Foto: Martin Damgård

- Når en dør lukker, åbner en ny. Og det er positivt, at vi kan videreføre en stor del af sortimentet. Der er enkelte retter, vi ikke kan tage med til Quick Food, men der vil stadig være masser af måltider.

I øvrigt kan du også glæde dig til, at Føtex i løbet af nogle måneder får en masse convenience i for-området ved indgangen.

- De nemme, sunde og hurtige alternativer er vejen frem, og vi glæder os til at præsentere en masse nyt de kommende måneder, siger Søren Flodgaard.

Det slutter på lørdag

Beslutningen om at sige farvel til Bistro er forholdsvis ny, så der er endnu ikke truffet beslutning om, hvad der i stedet skal være i område.

Lune retter har altid været en stor del af bistroens identitet. Foto: Martin Damgård

- Nu går arbejdet i gang, og vi kigger både på, om vi kan bruge det internt, eller om vi skal have nogle eksterne ind, lyder det fra varehuschefen.

Bistro i Føtex Slotsgade har sidste åbningsdag på lørdag, 13. maj.

Søren Flodgaard fortæller, at Føtex vil satse endnu mere på convenience den kommende tid med flere madnyheder i området ved bageren og Quick Food. Foto: Martin Damgård

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden