Efter kontroverser: Nu kommer byfornyelsen

Byplanlægger har allerede været på besøg - borgermøde er undervejs

Det første møde om byfornyelse i Dybvad er blevet holdt. Arkivfoto: Jesper Thomasen

Det første møde om byfornyelse i Dybvad er blevet holdt. Arkivfoto: Jesper Thomasen

DYBVAD:Efter frostkolde sætninger som "blår i øjnene" og "ført bag lyset", er livet pludselig blevet en varm dans på roser i Dybvad.

For nu ser det ud som om, at en byfornyelse til 3,3 millioner kroner rykker ind i byen.

De 1,1 millioner kroner kommer fra staten, mens resten betales af Frederikshavn Kommune.

- Efter nogle kontroverser i efteråret, var det som om, at der lige skulle ruskes lidt op i tingene. Men nu tør jeg godt sige, at byfornyelsen i Dybvad er sat på skinner. Vi blev kontaktet af Frederikshavn Kommune, og der blev holdt et positivt møde i tirsdags, fortæller formanden for Dybvad Borgerforening Jesper Koldtoft.

Udover borgerforeningen var der også repræsenter fra Dybvad Handelsstandsforening, mens Frederikshavn Kommune havde sendt en byplanlægger og en landdistriktskoordinator til mødet.

Grønt lys

Før sommerferien 2017 blev der givet grønt lys til en byfornyelse i Frederikshavn, hvor der også er statspenge involveret.

Men da det blev Dybvads tur, var det som om, at politikerne tøvede.

Det viste sig, at en byfornyelse kun kunne lade sig gøre, hvis der var nogle projekter i Dybvad, der alligevel skulle laves, som for eksempel vejbump eller kloakseparering.

Godt for Dybvad

Det var bare ikke det, borgerne i byen var blevet lovet,

Og selv om borgmester Birgit Hansen (S) blev ved med at love, at byfornyelsen nok skulle komme, så var det et faktum, at der ingen penge var afsat til projektet, som blandt andet består af forskønnelse af indkørslerne til byen samt fokus på grønne områder og byens facader.

Derfor glæder det Mette Hardam (V), der er tidligere formand for distriktsudvalget og ny formand for plan- og miljøudvalget, at byfornyelsen i Dybvad nu er sat i gang.

- Det er super positivt og godt for Dybvad, at der nu er kommet en afklaring. Jeg mangler dog stadig svar på, hvor pengene skal komme fra, siger Mette Hardam.

I nærmeste fremtid skal der arrangeres byvandring og et borgermøde i Dybvad, hvor byfornyelsen skal sættes yderligere på skinner.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.