Efter nordjysk dødsulykke: Sikkerhed skal granskes
Et udvalg under Skibstilsynsrådet skal forholde sig til nye krav om udstyr og procedurer ved arbejde med nettromler på fiskeskibe, så arbejdsulykker kan forhindres i fremtiden
Styrelsen skal sammen med erhvervets parter se på, hvordan sikkerheden ved arbejde med nettromler på fiskeskibe kan styrkes, så arbejdsulykker kan forhindres i fremtiden.
Det fremgår af et svar fra erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) til Folketingets Beskæftigelsesudvalg.
En litauisk fisker døde om bord på det danske fiskefartøj ’Signet’, mens han og to andre besætningsmedlemmer fiskede rejer i Skagerrak.
Dødsulykken skete, da manden blev fanget i trawlet, mens trawltromlen kørte. Han blev fundet på tromlen, da skibsrederen havde firet cirka 70 meter trawl ud.
Ingen sikkerhedsline
Få timer efter dødsulykken foretog Nordjyllands Politi om bord på ’Signet’ en kortvarig undersøgelse af ulykken. Politiet skrev efterfølgende i en rapport, at der ved spillet ved trawlen ikke var sikkerhedsline eller lignende sikkerhedsudstyr. Der var heller intet nødstop, ligesom tromlens håndtag havde "en del slør", skrev politiet.
To uger efter arbejdsulykken var Søfartsstyrelsen på kontrolbesøg om bord på ’Signet’. Her konstaterede styrelsen ingen problemer.
Meldte aldrig ulykken
I marts 2014 udsendte Den Maritime Havarikommission sin rapport om søulykken. Havarikommissionen konstaterede, at det var afgørende for ulykken, at en "ukendt tilstand medførte fortsat utilsigtet aktivering af den hydraulisk drevne trawltromle", og at fiskeren var alene, mens han håndterede trawlet.
Søfartsstyrelsen meldte aldrig dødsulykken til Nordjyllands Politi, som slet ikke har været i kontakt med styrelsen angående ulykken. Ifølge styrelsen var årsagen, at den vurderede, at der ikke var grundlag for en straffesag imod fiskerens arbejdsgiver.
Søfartsstyrelsen har afvist at give Fagbladet 3F aktindsigt i styrelsens vurdering i sagen. Ifølge Søfartsstyrelsen er dens vurdering et internt arbejdsdokument.
Spørgsmål til ministeren
Der er aldrig blevet rejst en straffesag efter arbejdsulykken, og den afdøde fiskers arbejdsgiver har ikke fået en bøde for brud på arbejdsmiljøregler i loven om sikkerhed til søs.
Både den afdøde fiskers enke og hans fagforening, 3F, mener, at der burde være rejst en straffesag.
Efter Fagbladet 3F’s afdækning af dødsulykken og dens efterspil stillede Enhedslistens arbejdsmiljøordfører, Christian Juhl, en række spørgsmål til ministeren om sagen.
- Det er godt, at der nu bliver strammet op på reglerne. Men jeg synes, at der er sket et svigt i forbindelse med fiskerens dødsulykke, og at Søfartsstyrelsen har lavet en forkert vurdering i sagen, siger Christian Juhl til Fagbladet 3F.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.