Efter oversvømmelse: Jeg er bange for åen

Elling

Den vilde å under opsyn

Hun og hendes mand, Anders, og deres to piger, Kit på 14 og Puk på 17, bor på Vestergårdsvej i Elling.

Deres hus blev, som de fleste andre på vejen, oversvømmet 16. oktober 2014.

- Jeg er bange for åen, erkender Charlotte.

Hendes barndomshjem, lidt længere henne ad vejen, stod også under vand.

Her har hendes mor Bente boet i 40 år.

Hun er ikke bange for åen.

- Jeg kunne ikke leve det liv, jeg gerne vil, hvis jeg hele tiden skulle være bange, siger hun.

- Det er 20 år siden, Vestergårdsvej sidst var oversvømmet, og bagefter trak vandet sig stille og roligt tilbage. Man skal bare ikke have ting, der er uerstattelige til at stå, så vandet kan ødelægge dem.

Både Bente og Charlotte og er flyttet tilbage til huse, som er totalt renoverede efter vandskaderne: nyt køkken, nye gulve, nye møbler. Nyt af alting.

Men der mangler alligevel noget.

- Vi har haft gæster, som har kigget sig rundt og sagt, at ”det var jo ikke så skidt, at det ikke var godt for noget”, fortæller Charlotte.

- Jeg er også taknemmelig for det, vi har fået. Men nogle gange føler jeg mig fremmed i mit eget hjem. De gamle gulve var af en afrikansk træsort, som ikke kan skaffes igen. Træet havde ridser og mærker. Nu har vi fået nye, blanke egetræsgulve.

Charlotte og hendes familie boede i et rart sommerhus i nærheden, tæt ved havet, mens deres hjem blev renoveret.

4. juni kunne de endelig flytte tilbage.

- Kit og Puk var så lykkelige for at komme hjem igen, fortæller Charlotte.

Nyt fællesskab

Det sammenhold, som opstod de første dage efter oversvømmelsen under snak på fortovet mellem folk i gummistøvler, består.

- Det var en hændelse, vi stadig er fælles om, så i dag kender vi hinanden bedre, og vi hjælper hinanden, siger Charlotte.

Sammenholdet blev cementeret på et møde for de midlertidigt hjemløse i Sognehuset og under kampen med vrangvillige forsikringsselskaber.

I dag har Elling en å-gruppe, som tager sig af kontakt til politikere og den kommunale forvaltning. Informationer deles i en facebookgruppe.

- Ingen står alene. Vi har et fællesskab, siger Charlotte.

Men frygten for en ny oversvømmelse ligger i baghovedet.

- Et dige langs åen ville gøre mig rolig ved at bo her. Så tror jeg ikke, der er noget at være bange for længere. Det vil være forfærdeligt, hvis det går som efter den oversvømmelse, vi havde for 20 år siden, og vi også blev lovet handling, men ingenting skete. Jeg tror på, der bliver gjort noget denne gang, for politikerne lytter, og vi har opbakning fra resten af byen og borgerforeningen.