Leder

Efterlysning: Restriktionernes tid skal være forbi

I snart to år har vi levet med restriktioner af forskellig karakter. Det er på tide, vi kommer videre

Johannes Jacobsen. Foto: Henrik Louis

Johannes Jacobsen. Foto: Henrik Louis

Udgangspunktet for de restriktioner, der ad flere omgange har lagt sig som en tung dyne over samfundet de sidste to år, har været, at de kun skal gælde, så længe der er risiko for kapaciteten på sygehusene. I dag drives Covid-19 nærmest udelukkende af omikronvarianten, der smitter mere, men til gengæld giver mildere symptomer og færre indlæggelser. Presset på sundhedsvæsenet er lettet, og det er på tide, at restriktionernes greb på samfundet også bliver lettet.

De seneste dage har pandemiforsker og professor ved Roskilde Universitet Lone Simonsen turneret flere medier med meldingen om, at vi er trådt ind i slutfasen af coronapandemiens hærgen i Danmark. I Politiken kalder hun omikronvarianten for "en tandløs udgave af delta", der har sværere ved at fremkalde en potentielt dødelig lungebetændelse. Samtidig forudser hun, at knap halvdelen af danskerne i løbet af den næste måneds tid vil blive smittet. Over 80 procent af danskerne er fuldt vaccinerede og over halvdelen har fået tredje stik. Når alt bliver lagt sammen, så vil vi have opnået flokimmunitet.

I artiklen bliver hun bakket op af professorerne Jens Lundgren og Søren Riis Paludan. Professor i biologi Morten Petersen har i Berlingske plæderet for, at der ikke er forskel på den nuværende coronatilstand og en almindelig influenzasæson, hvis man kigger på dødsfald og antal indlagte - udover at børn ikke har samme risiko for et svært sygdomsforløb med Covid-19, som det er tilfældet med andre luftvejssygdomme. Til Berlingske udtaler overlæge på Rigshospitalets intensivafdeling og professor i intensiv medicin Anders Perner, at han kun kender til ganske få omikronpatienter i hele landet, der har haft brug for intensiv behandling. En fire-fem stykker, udtaler han, hvor han kun er helt sikker på ét af tilfældene.

Der er altså meget, der peger i retningen af, at Covid-19 med omikronvarianten har fundet et leje, der ikke belaster samfundet og sundhedsvæsenet på samme måde, som de tidligere varianter gjorde det. Derfor bør vores folkevalgte på Christiansborg tage det på sig at bringe os videre.

Medmindre tallene eksploderer, når vi i løbet af de næste dage kender til effekten af skolernes genåbning, bør samfundet åbnes og restriktionerne frafalde fra den 17. januar, hvor de nuværende restriktioner er sat til at udløbe. De efterhånden velkendte og universelle hygiejneråd og det velfungerende coronapas skal undtages, ligesom det stadig giver mening at lade sig vaccinere. Der er langt større risici forbundet med at blive smittet som uvaccineret.

Risici er der også forbundet med at forblive i en tilstand, hvor coronavirus styrer vores samfund og liv. Sygdom og død er en naturlig del af livet. Det kan vi ikke teste, nedlukke eller vaccinere os fra. Sundhedsvæsenet er i en krise, der har sine rødder i mange andre ting end coronapandemien. Det skal der gøres meget ved, og det lader til, at den politiske vilje til rent faktisk at rette op på det spirer frem.

Men det ser ud til, at vi er et sted, hvor coronaen ikke behøver styre os længere. Restriktionernes tid skal være forbi.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden