Ejerlejligheder stiger mest i Aalborg
Prisstigninger på ejerlejligheder i Nordjylland ligger i front på landsplan
Opdateret kl. 11:58
AALBORG: Salgspriserne på ejerlejligheder er i det seneste år steget støt i hele landet og allermest i Aalborg.
Her er salgsprisen på ejerlejligheder vokset med godt 17 procent i det seneste år, og det gør Aalborg til topscorer blandt de danske byer.
Det viser nye tal fra Boligsiden.dk.
Nordjylland ligger også i top
Opdelt på regioner ligger Nordjylland også i front.
Her steg salgsprisen på ejerlejligheder på årsplan med knap 14 procent.
København og hovedstadsregionen bider Aalborg og Nordjylland i haserne med prisstigninger på ejerlejligheder, der er en smule mindre.
- Prisudviklingen for ejerlejlighederne går stadig støt og sikkert opad. De kom ind i en positiv udvikling for halvandet år siden og har holdt kursen, siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.