Bruxelles

Eksperter: Rikke K. svindlede med EU-penge

Penge kanaliseret gennem nordjysk taxafirma til DF-assistent, der selv står som ejer af taxafirmaet betegnes som svindel af ekspert

Rikke Karlsson udenfor Europa-Parlamentet i Bruxelles. Foto: Erik Luntang
Rikke Karlsson udenfor Europa-Parlamentet i Bruxelles. Foto: Erik Luntang Scanpix Denmark

BRUXELLES: Flere eksperter sår nu tvivl om DF-afhopperen Rikke Karlssons tidligere forklaring om, at hun handlede i god tro, da hun i 2014 lønnede en DF-assistent med 30.000 EU-kroner, der ikke måtte gå til løn.

I DR2-dokumentaren "DF og de skjulte bilag", der bliver sendt i aften, fremgår det, at Rikke Karlsson i september 2014 modtog en mail fra en DF-assistent.

Ifølge mailen, som DR er i besiddelse af, fremgår det ifølge eksperter, at der var planer om at svindle med EU-penge ved at maskere lønudgifter på omkring 30.000 kroner som andet end løn.

Samtidig viser en anden intern DF-mail mellem Rikke Karlsson og en revisor, at 30.000 kroner i 2014 bliver taget fra europaparlamentarikerens kontorpenge og bogført som konsulentbistand til det nordjyske taxafirma Flexbilen.

Det viser sig nu, at det nordjyske taxafirma er ejet af assistenten i Bruxelles.

Egne bilag i søgelyset

I 2014 sad Rikke Karlsson fortsat i Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti. I 2015 forlod hun partiet, fordi hun ikke kunne stå inde for partiets økonomi i EU. Men nu kommer Rikke Karlssons egne bilag i søgelyset.

At de 30.000 kroner i 2014 blev kanaliseret gennem et nordjysk taxafirma som konsulentbistand viser, at man ville svindle og vildlede Europa-Parlamentet ved ikke at fortælle, hvad pengene rent faktisk gik til.

Det vurderer Wouter Wolfs, der ved Leuven Universitet i Belgien forsker i europæiske partiers brug af EU-støttekroner.

- Det er præsenteret for EU-Parlamentet, som om alle regler er overholdt. Som om, at det var konsulentbistand, der er betalt til et dansk taxafirma. Men i virkeligheden var det faktisk en måde at betale løn til ejeren, siger Wouter Wolfs.

Så hvordan vil du beskrive det?

- Det er svindel.

I god tro

Wouter Wolfs har sammen med Bent Greve, der er professor i samfundsvidenskab ved Roskilde Universitet set de interne DF-bilag og mails igennem for DR.

- Når man ser det, som jeg ser det her, så ser det ud til, at man bevidst har forsøgt at omgå de eksisterende regler, siger Bent Greve.

På Facebook skrev Rikke Karlsson i april i år, at hun erkendte, at hun havde begået fejl - men at hun havde været i god tro. Det skete, efter at hun var blevet kontaktet af en journalist, der researchede til DR2-dokumentaren "DF og de skjulte bilag".

Men den forklaring holder ikke. Det mener Bent Greve, der er professor i samfundsvidenskab på Roskilde Universitet.

- Jeg vil karakterisere den statusopdatering som en, der ikke kan være i overensstemmelse med den virkelighed, der bliver beskrevet i de papirer, jeg indtil videre har set, siger Bent Greve.

Rikke Karlsson har ikke ønsket at stille op til et interview med DR Nyheder.

Dokumentaren "DF og de skjulte bilag" bliver sendt på DR2 i aften kl. 21.00.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden