Eksplosivt børnetal sætter pres på dagplejen

Det kan være hårdt at være lille, når nogen tager ens skovl - men det kan også være svært at være kommune. I øjeblikket er kommunens medarbejdere udfordret på, at der i 2016 er født langt flere børn end forventet - derfor forsøger man nu ihærdigt at ansætte nye dagplejere. Arkivfoto: Torben Hansen
Det kan være hårdt at være lille, når nogen tager ens skovl - men det kan også være svært at være kommune. I øjeblikket er kommunens medarbejdere udfordret på, at der i 2016 er født langt flere børn end forventet - derfor forsøger man nu ihærdigt at ansætte nye dagplejere. Arkivfoto: Torben Hansen Foto: Torben Hansen

Aalborg Kommune søger i disse dage ihærdigt efter nye dagplejere i hele kommunen.

Årsagen er, at børnetallet pludselig er vendt - alene i 2016 er der født 160 flere børn, end man havde forventet. Dermed ligger Aalborg Kommunes fødselstal for 2016 på højde med de tal, man ifølge prognosen først vil opnå i 2019. Kurven har med andre ord rekordfart på, og forventningerne er, at stigningen vil fortsætte, fortæller Jesper Jensen, der holder hånd i hanke med kommunens befolkningsstatistikker.

Det betyder, at Aalborg Kommune nu står og mangler de dagplejere, man inden for de seneste tre til fire år har sagt farvel til på grund af faldende børnetal, forklarer Peter Ottesen, leder af dagplejen i Aalborg Kommune.

Det er dog ikke de samme steder, hvor man tidligere har afskediget dagplejere, der nu er dukket et behov for nye pladser op. Gennem de seneste år er der afskediget dagplejere i udkanten af Aalborg og i oplandsbyerne. I dag vokser behovet for dagplejere massivt i Aalborg midtby og Nørresundby, forklarer Peter Ottesen og understreger dermed, at løsningen ikke blot er at genansætte tidligere dagplejere.

Men selvom der er mange, der henvender sig for at blive dagplejere, er der alligevel stadig behov for flere - det er nemlig ikke alle, der kan blive godkendt som dagplejere, og det bunder blandt andet i en problematik omkring den plads, der er til rådighed i midtbyens lejligheder, hvor mange ansøgere bor. Selvom man har en lille lejlighed, er der stadig mulighed for at blive dagplejer, forklarer Peter Ottesen og peger på, at dagplejen altid laver en individuel vurdering af hjemmet, når man ansøger om at blive kommunal dagplejer.

I øjeblikket er der akut behov for at øge antallet af dagplejere i midtbyen, men man kan ikke følge med behovet, som det ser ud nu.

- Vi har et rekrutteringsproblem, konstaterer Peter Ottesen, der håber, at man ved at søge længe nok, vil nå i mål.

- Løsningen er, at vi har konstante stillingsopslag og at vi godkender løbende. For os handler det hele tiden om at have antennerne ude, fortæller Peter Ottesen, der også ved, at mange dagplejere hjælper til med at give et tip, hvis der er en mand eller kvinde med et potentiale, som gerne vil være dagplejer.

Alene sidste år ansatte kommunen 58 nye dagplejere, mens 44 samtidig forlod kommunen på grund af blandt andet ønsket om at gå på pension - dermed er der overordnet set ansat 14 dagplejere i løbet af 2016. Men de nye dagplejere overtager dog ikke i samme områder, hvor dagplejere har forladt jobbet hos kommunen. I de områder, hvor der er størst efterspørgsel, har man i løbet af 2016 ansat 24 dagplejere mere end der var i 2015 - det drejer sig primært om det centrale Aalborg og Nørresundby.

Drømmer man om at blive dagplejer, skal man ikke holde sig tilbage med tanke på de dagplejere, der ind til for nylig er blevet afskediget. For selvom børnetallet hele tiden forandrer sig og dermed også ændrer det grundlag, de kommunale dagplejere ansættes på, så er der de næste mange år udsigt til, at der vil være et stort behov for flere hænder til at tage sig af de små poder, der kommer til verden i Aalborg Kommune.

I dag har Aalborg Kommune ansat 641 dagplejere og passer i øjeblikket 2055 børn. De steder, hvor der i øjeblikket er behov for dagplejere, er Frejlev, Nørresundby, Kærby, Scheelsminde, Gug, Vestbyen, Hasseris, Mølholm, midtbyen og Seminariekvarteret.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden