Ekstra hjælp i krisetid
Vigtigt med god start på resten af livet, når man mister gården
BRØNDERSLEV: LandboNord med base i Brønderslev tilbyder som noget nyt krise-rådgivning.
Det er alment kendt, at landbruget har det svært i disse tider med faldende afregningspriser, og pres fra banker gør den økonomiske situation meget vanskelig for rigtig mange landmænd.
Nogle landmænd kommer helt derud, hvor det ikke længere er muligt at redde ejendommen, og landmanden står sammen med familien i den ultimative situation, at ejendommen må forlades.
I den situation har der været tradition for, at rådgivningen stoppede, når landmanden flyttede fra ejendommen. Det har i forskellige situationer medført, at landmand ikke altid har fået den bedste start på resten af livet.
- Vi vil gerne bidrage til at rette op på dette skisma, fortæller formand for LandboNord, Niels Vestergaard Salling.
LandboNord tilbyder en særlig rådgivning i de situationer, hvor medlemmer på grund af den økonomiske krise har måttet forlade ejendommen og uden midler har måttet påbegynde et nyt liv uden for landbruget.
Tilbuddet fra LandboNord er 10 timers gratis rådgivning, der er et supplement til fem timers kriserådgivning fra SEGES (tidligere Videncentret for Landbrug og Videncenter for Svineproduktion). Det er en rådgivning, der primært vil være knyttet til socialjura og skattemæssige forhold.
- I forbindelse med fraflytning af ejendommen vil der typisk være behov for at få opgjort et tab på ejendommen, beregnet skattemæssige underskud og få klarlagt de skattemæssige konsekvenser af en akkord med pengeinstituttet. Disse elementer kan være af vital betydning fremadrettet, fastslår Niels Vestergaard-Salling.
Der kan være behov for, at landmandens forskudsregistrering tilrettes til det nye liv. I den uheldige situation, som landmanden er kommet i, vil der typisk også være behov for ansøgning om arbejdsløshedsunderstøttelse eller sygedagpenge, ligesom der ofte vil være behov for budgetlægning og vejledning om boligsikring.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.