EL: Bryghus fylder alt for meget på C. W. Obels Plads
Per Clausen kritiserer, at Søgaards Bryghus har fået lov til at optage for meget plads midt i Aalborg
AALBORG: - Det er helt uforståeligt, at Søgaard har fået tilladelse til at beslaglægge en så stor del af pladsen til egne kommercielle formål.
Det siger Enhedslistens gruppeformand Per Clausen, efter at Søgaards Bryghus har fået lov til at lægge beslag på et stort areal på den centrale plads i Aalborg.
Bryghuset skal indskrænke sit anlæg i højden, men ikke i grundmål.
Per Clausen er tilfreds med, at overbygningen nu fjernes, da alt alt højere end 90 centimeter skal væk. Men plateauet i træ må blive liggende, og plateauet er alt for stort, mener politikeren.
Rådmand ikke begejstret
By- og landskabsrådmand Hans Henrik Henriksen (S) er principielt ikke uenig med sin byrådskollega.
- Jeg havde gerne set, at det fyldte noget mindre, og det vil det komme til fra næste år, siger rådmanden.
At han og resten af udvalget alligevel kan leve med det markante trædæk, forklarer han med, at politikernes aktuelle hovedsigte har været at friholde udsynet til ”pladsens smukke gamle bygninger”.
- Og det opnår vi, når overbygningen kommer væk, siger Hans Henrik Henriksen, der samtidig lader forstå, at i den forhåndstilladelse, som bryghuset fik tidligere i år implicit lå, at udeserveringen måtte fylde mere end tidligere år.
Ifølge rådmanden er arealet til udeservering forøget med under en tredjedel.
Konstruktion er for voldsom
Hans Henrik Henriksen forklarer, at der fra forvaltningens side er udtrykt accept af en træbelægning, der udlignede pladsens skrånende niveau, så borde og stole kunne stå vandret. Men ingen havde forventet en så massiv konstruktion, som den, der nu dækker pladsen.
At den del af konstruktionen får lov at blive stående, handler ifølge Hans Henrik Henriksen om hensynet til restauratøren.
NORDJYSKE har forsøgt af få restauratør Claus Søgaards kommentar til udvalgets afgørelse og i den forbindelse, hvordan han vil agere i forhold til kravet om nedtagning. Søgaard afviser at kommentere sagen på nuværende tidspunkt.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.