Biler

Elbiler: Nu skal du vende tagboksen modsat

Svensk firma klar med tagbokse, der er skræddersyet til elbiler. De skal være med til at mindske luftmodstanden og forlænge rækkevidden. Den type optimeringer kommer vi til at se meget mere af, mener ekspert

Den nye type tagboks blev skabt ved et tilfælde, da ejeren af en Tesla Model 3 prøvede at vende sin tagboks modsat.
Den nye type tagboks blev skabt ved et tilfælde, da ejeren af en Tesla Model 3 prøvede at vende sin tagboks modsat. Foto: Calix

Opdateret kl. 10:49

LUFTMODSTAND: Det har længe været kendt, at en tagboks eller cykelholder giver mere vindmodstand og koster brændstof. På elbiler kan ekstra vindmodstand dog være langt mere afgørende og klippe vigtige km af rækkevidden.

Derfor bliver der taget alle metoder i brug. Det gælder også, når vi taler om tagbokse, som især kan blive aktuelle, når mange nybagte elbilsejere drager på ferie. Et alternativt bud kommer fra Calix, som er en svensk producent af tagbokse.

Her har man udviklet tagboksen, Aero Loader, der ifølge firmaet giver en elektrisk rækkevidde, som er øget med syv pct. i forhold til en elbil med almindelige tagbokse, og et tilsvarende mindre brændstofforbrug på en konventionel bil.

Boksen er dog udviklet med øje for elbilerne, hvor idéen blev undfanget ved et tilfælde. Det startede, da den svenske bilejer, Peter Fritzon, som et forsøg monterede en almindelig tagboks omvendt på sin Tesla Model 3, fordi han mente, at den gav turbulens. Han opdagede så, at hans forbrug var væsentligt højere, når boksen var monteret korrekt.

Mere på vej

Det fik KGK Norge, som er distributør af Calix i Norge til at sætte et arbejde i gang.

- Aerodynamik har ikke haft højeste prioritet i design af tagbokse i mange år. Men i takt med at forbrug og miljø er blevet vigtigere i samfundet, ville vi udfordre normerne, fortæller Hårvard Solgaard, som er salgschef i firmaet.

Han forudser, at alle tagebokse kan se sådan ud om nogle år, fordi de traditionelle ikke er optimale rent aerodynamisk. Argumenterne mod at vende en almindelig tagboks har været, at de ikke har den nødvendige forstærkning i fronten, der især er udsat ved kollisioner. Ifølge salgschefen er den nye boks dog forstærket her. Det sker også for at undgå vibrationer og klare vægtbelastningen.

Normalt koster det 20 pct. af rækkevidden at montere en tagboks på taget af en elbil. Men her har Calix altså med forsøg af den nye boks påvist den forbedrede rækkevidde i forhold til den konventionelle boks.

- Der er selvfølgelig mange faktorer, der påvirker, hvor meget forbedring af rækkevidden, den enkelte opnår, men vi er sikre på forbedringen på de syv pct., lyder det fra Hårvard Solgaard.

Branchefolk tror, at vi vil se mere design af samme slags.

- Vi håber, det er begyndelsen på en ny måde at tænke på, og at det kan generere flere mere unikke designs i fremtiden, siger Peter Hölzer, der sælger Calix tagbokse hos firmaet Pebe, som kommenterer sagen over for det svenske blad, Vi Bilägare.

Alle detaljer tæller

Martin Messer Thomsen, som er talsmand hos elbilforeningen, FDEL, anskuer den nye tagboks som en naturlig udvikling på et mere modent elbils-marked, hvor man nøje undersøger, hvad der kan skrues på, for at forøge rækkevidden.

- En Tesla er jo i forvejen en aerodynamisk bil. Her kan en cykelholder ødelægge meget, og det gælder også en tagboks. Så hvis man kan lave en tagboks, som er mere aerodynamisk, så betyder det meget, siger han om boksen, der kan monteres på mange typer elbiler.

- En elbil er generelt meget effektiv. Så det handler om totaloptimering, og om at gå i detaljer for at få en længere rækkevidde. I den forbindelse er tagboksen er vigtigt instrument, det er jeg slet ikke i tvivl om, siger Martin Messer Thomsen.

Tesla har således søgt patent på en væskebaseret og mere rationel sædevarme og køling, mens Audi e-tron allerede kan fås med aerodynamiske kamerasidespejle.

- Det er en illustration af, at vi skal ned og nørde i alle detaljer for at gøre elbilerne så effektive så muligt. Mange bække små, gør en stor Å. Når man kan justere på mange små detaljer, rykker det noget, siger Martin Messer Thomsen.

Kør elbilen strategisk på ferieturen
  • Noget af det mest effektive, man kan gøre for at få mest muligt ud af sin elbil på ferieturen, er at være rationel. Det handler om det korrekte dæktryk, hastighed og ikke mindst kørekultur. Især når man kører med tagboks og måske længere stræk. Det koster nemlig ekstra meget på rækkevidden at hæve hastigheden fra 110 km/t. til 130 km/t. Men det kan godt betale sig at tænke strategisk.
  • - Hvis man virkelig skal køre langt, skal man optimere sin kørsel mellem ladestanderne. Hvis man er inde og spise og får ladet meget, kan man måske kører hurtigere, mens man så kører langsommere, hvis man ikke har fået ladet så meget på. Det er strategien. Hvis man virkelig vil optimere sin kørsel, så skal man ankomme til lade-standeren med så lidt strøm så muligt på batteriet, og så lade det op til 70-80 pct. Her har hastighed meget at sige, pointerer Martin Messer Thomsen, som er talsmand for elbilforeningen, FDEL.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden