Biler

Elektrisk folkevognsrugbrød har masser af X-faktor

VW ID. Buzz er blandt verdens mest omtalte køretøjer. Bilen har netop haft verdenspremiere inklusive testkørsel på Amager. Første kilometer i Buzzen afslører en rummelig elektrisk familiebil, der lige nu ingen konkurrenter har

Volkswagen havde henlagt præsentationen af den nye ID. Buzz til København, hvor bilen vakte enorm opmærksomhed. Foto: VW
Volkswagen havde henlagt præsentationen af den nye ID. Buzz til København, hvor bilen vakte enorm opmærksomhed. Foto: VW

Opdateret 12. oktober 2022 kl. 11:19

CHARME: Sensommerens bløde eftermiddagssol finder vej gennem bilens store glaspartier.

Bag rattet sidder man som i et klassisk VW-rugbrød fra midt i 1970' erne, og de fleste, vi møder rundt på Amager, smiler eller giver en thumps up.

Flest positive signaler kommer fra ældre mænd, nærmest på min egen alder, som kan huske de oprindelige udgaver. Måske har flere endda haft deres første kærlighedsaffære i netop et VW-rugbrød.

Jeg tror det, for der smiles lige lovlig meget på en underlig indforstået måde.

Vi er taget til verdenspremiere på en bil, vi synes, vi allerede kender meget indgående, nær Københavns Lufthavn, og som sædvanlig er det lidt svært at bevare koncentrationen, når man kører rundt på kendte veje.

På en eller anden måde er det nemmere at bedømme en ny bil, når man er fløjet ud et sted i Europa, og det pågældende bilfirma har skabt lige netop det univers af omgivelser, som det synes passer bedst til den pågældende model.

Industribygning uden flowerpower

Faktisk passer omgivelserne under selve den klassiske lovprisning af produktet slet ikke til ID. Buzz, for det sker i en industribygning og langt væk fra den aura af flowerpower, der omgiver bilen i sin nuværende elektriske form, godt krydret med California-vibes, hvilket også går igen i testbilernes farver.

Her er regnbuen godt repræsenteret, og med kostbare tofarvede lakeringer er bilen langt fra det udtryk, som mange børnefamilier vil opleve, når de får udstyret bilen fornuftigt og til sidst lige vil krydre med en fed Pride-venlig farve. Det lægger nemlig 22.300 kr. til en i forvejen dyr familiebil.

Men sådan er det med VW. Brandet er så stærkt og i sync med tidsånden på en afvæbnende måde, at priserne altid glider ned hos danskerne og omsættes i top-5-placeringer på salgslisterne.

Hvad angår potentialet, så er den elektriske bus næsten skabt til at blive udsolgt så hurtigt, som den kan leveres, så lad os kravle om bagi og danne os et indtryk af rummeligheden.

I første omgang kommer Buzzen med kort akselafstand, men næste år følger en længere version med mulighed for op til syv sæder.

Adgangen til bagsædet sker via elektriske skydedøre, og det er standard på alle modeller, der kommer til Danmark.

Pladsen er virkelig god på bagsædet, som er designet i to dele, der kan forskydes frem og tilbage.

Gulvet er helt fladt, og en god detalje er, at ryglænets vinkel kan justeres, men at der ingen friskluftdyser er til bagsædet, er komplet uforståeligt.

Hvis sæderne fældes ned, bliver bagagepladsen helt plan, og rummeligheden omkring det dobbelte af en VW Passat. Jo, Buzz har kurs mod familier, der har ca. 550.000 kr. til den primære bil.

Skal vi hælde lidt malurt i bilen, kunne det være den begrænsede lastevne på blot 530 kg.

Det er ikke meget til et bagagerum på 1.211 liter med sæderne i brug.

Småt med kræfter

Alle, der har stiftet bekendtskab med VW's elektriske modeller, vil kende drivlinjen, som giver 204 hk via baghjulene. Buzzen er tung, og kræfterne er kun lige tilstrækkelige, men senere kommer der versioner med flere kræfter og firehjulstræk.

Vores rundtur på Amager afslører ret hurtigt, at bilen tilbyder en rimelig komfort. Elbiler lider altid under vægten, og en Buzz vejer næsten 2,5 ton, men bagakslen er en multiled-konstruktion, og det holder de værste ujævnheder i skak og sikrer en tålelig krængning i sving.

Selve oplevelsen af køreegenskaberne er hurtigt overstået, for bussen byder på et styretøj, der først og fremmest er let og uden at tilbyde ret meget fornemmelse med underlaget.

Den grundlæggende samlekvalitet er det svært at pege fingre ad, men desværre rasler og knirker Buzzen hen over huller i vejen.

Kan VW virkelig ikke gøre det bedre, tager jeg mig selv i at spørge ud i den tomme Buzz, mens jeg kører, og bilen knirker om kap med hovedstadens elendige veje.

Med til at gøre kørslen nem er bilens lille venderadius, der hjælper med at afbøde, at bilen er meget bred. Udsynet er en anden faktor, og Buzz tilbyder virkelig fint udsyn hele vejen rundt.

Skråt bagud er vigtigt i byen, men også skråt forud er mere end godkendt, for forruden runder som i de gamle rugbrød, og det giver overblik.

Interiøret er nærmest som i f.eks. ID. 4, altså med en lille skærm foran rattet og en større i midten, der er på 10 eller 12 tommer alt efter udstyrsniveau.

Lader med op til 170 kW

VW har løbende skruet op for ladehastighederne, og Buzzen kan modtage op til 170 kW, hvis ellers batteriet er varmt, og alt spiller på den tilsluttede DC-lader. Officielt burde man kunne lade fra 5 til 80 pct. på 30 min., men det må en senere test afgøre om passer.

Hjemme i familiecarporten kan bilen lades med 11 kW fra tre faser. Rækkevidden er officielt op til 417 km på 19 tommer hjul, og batteriet på 77 kWh. I forbindelse med den lange version, der lander i anden halvdel af 2023, kommer der også mulighed for et større batteri, formentlig omkring 90 kWh og en rækkevidde i omegnen af 500 km.

Til læsere, der kender VW's familiebiler, kan det være på sin plads at fortælle lidt om bilens dimensioner, for hvilken bil er det egentlig, at Buzzen skal være et fuldt elektrisk alternativ til? Målt i længde lander Buzz mellem VW Touran og den nyere VW Multivan, men køretøjet er tre cm højere end Multivan og knap 30 cm højere end Touran. Rent teknisk bygger Buzz på samme platform som resten af VW's elektriske modeller.

Platformen er nemlig modulerbar i størrelsen og kan rumme mange konstruktioner.

Først næste år Om kort tid kan danske børnefamilier bestille en allerede specificeret Buzz i form af en Life-model eller en topudstyret Style-udgave. De første biler lander efter nytår i begrænsede mængder, og herefter åbnes for kunder, der selv vil specificere deres bus.

Priserne begynder ved 490.000 kr., mens en Style-model til 580.000 kr. med matrix-lys og andre lækkerier nemt kan udstyres til en endnu højere pris.

VW ID. Buzz
  • Pris: 579.995 kr.
  • Buzz Style: fra 489.995 kr.
  • Batteri: 77 kWh Rækkevidde: 420 km Opladning: 11 kW (AC), 170 kW (DC) Ydelse: 204 hk Nm: 310 Topfart: 145 km/ t.
  • 0-100 km/ t.: 10,2 sek.
  • Trækvægt: 1.000 kg Mål: L: 471 cm, B: 199 cm, H: 194 cm.

VW i Danmark bekræfter, at kunderne vil kunne få bilen leveret i løbet af næste år.

Konklusion

Buzz har charmen og er reelt uden konkurrenter på markedet. Priserne er i den høje ende, og kræfterne er kun lige godkendt, og rent praktisk udfordrer det store lastrum lastevnen. Alt det vil givetvis ikke være afgørende for de købere, der lader sig forelske i den charmerende elbil.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden