Biler

Elektrisk spydspids fra hæderkronet mærke starter fra under en mio. kr.

Den nye elektriske Lotus Eletre SUV, som kommer til september, starter fra små 940.000. kr. for en version med 603 hk

Den nye Lotus Eletre får et meget dramatisk design, som skal bane vejen for en ny familie af elbiler fra mærket.
Den nye Lotus Eletre får et meget dramatisk design, som skal bane vejen for en ny familie af elbiler fra mærket. Foto: Jens Overgaard

Opdateret 09. juni 2023 kl. 17:10

ELEKTRISK: Den ser imponerende ud på billeder, og er det endnu mere i virkeligheden.

Vi taler om den nye elektriske Lotus Eletre SUV, der er en direkte konkurrent til bl.a. Porsche Taycan og den kommende elektriske Porsche Cayenne, og som nu er næsten produktionsklar.

Det er en bil, som vi tidligere har været tæt på i en rustik prototype, men som nu er meget tæt på lancering, og som vi har prøvesiddet hos My Garage i Vejle, der er dansk agent og forhandler. Her har man også priser på bilen, der varsler en ny æra for det hæderkronede engelske sportsvognsmærke, som lander herhjemme til september.

Det sker til en startpris på 937.000 kr. for den billigste Lotus Eletre med 603 hk og en rækkevidde på op til 600 km. Næste trin er Eletre S med samme ydelse og en rækkevidde på op til 535 km, der koster 1.260.000. kr., mens den største model Eletre R med 905 hk klarer op til 450 km på en opladning og koster 1.650.000 kr.

Alle har firehjulstræk og et batteri på 112 kWh (netto 108 kWh) og kan lynlade med op til hele 355 kW. Det betyder, at batteriet optimalt kan oplades fra 10 pct. - 80 pct. på 20 min.

Her er også mulighed for at tilkøbe en række optimeringspakker med kamerasidepejle, andre fælge og spoilere, som kan øge rækkevidden med 30 km, hvilket vil løfte den til 630 km i den bedste version.

Det er Volvo-ejeren Geely, som står bag Lotus, og med Eletre er man i gang med en markant fornyelse af mærket, der altså går fra at være en nicheproducent af små benzindrevne sportsvogne til at være en fuld skala producent af de mere tunge elbiler, der skal op på en produktion på hele 150.000 biler om året.

Her følges Eletre til næste år af en sedan, mens der året efter kommer en SUV på størrelse med den kommende elektriske Porsche Macan, endelig følger en lille elektrisk sportsvogn, som kunne blive en konkurrent til den nye MG Cyberster.

Sportslig og praktisk bil

My Garage har solgt 75 biler til levering til de danske kunder i september.

Lasse Johnsen, som er salgschef for Lotus hos My Garage, mener, at et mærke som Lotus har en klar fordel ved at kunne trække på de historiske rødder.

- Lotus er ikke kun et bilmærke, der kan fragte folk fra A til B. Det har også sin forhistorie med sig, og så er der en god kobling mellem funktionalitet, design og gode priser, siger Lasse Johnsen.

Her bliver Eletre spydspids.

- Mange bilmærker har en SUV i programmet. Men Elise er en SUV, der på samme tid skal være en sportslig bil, som også kan bruges til noget praktisk, siger Lasse Johnsen, der har store forventninger til modellen, især som firmabil.

- Eletre skulle gerne kunne tage markedsandele i premiumklassen. Mange virksomheder har fokus på eldrift, og en bil som Eletre R bliver den hurtigste SUV i direktørklassen” konstaterer Lasse Johnsen.

Her tæller også praktiske egenskaber som et bagagerum på pæne 688 liter plus en frunk på 46 liter. Men man kan få et anhængertræk, der kan klare 2.250 kg på krogen. Bilerne er i grundversion født med fælge på 20 tommer, som kan opgraderes op til 23 tommer. Her er også adaptive støddæmpere, luftaffjedring, firezonet klimaanlæg, full LED-matrix forlygter, forsænkede dørhåndtag og rammeløse vinduer. Ydermere er der mulighed for at tilkøbe bl.a. kamerasidespejle, soltag med magnetafblænding og medstyrende bagaksel (standard i R-modellen).

Overbevisende finish

Den aktuelle bil rammer tidsånden. Her har ingeniørerne sammen med designchef Peter Horbury arbejdet med at få luftmodstanden finslebet på den forholdsvis høje bil. Det betyder bl.a., at den hajformede front, der kan minde om Lamborghini Urus, har små spjæld, der både kan regulere kølingen af batteri og lede luftstrømmene hen over hjelmen. Lige som bagspoileren kan hæves. Her er der også arbejdet med at holde vægten nede med aluminium og kulfiber.

I modsætning til den ufærdige model fra i fjor, hvor instrumenterne var afblændende og sæderne hårde skaller, kan vi nu opleve materialer og infotainment.

Her er selve instrumenthuset lagt som et smalt digitalt bånd, mens den centrale OLED-storskærm på 15 tommer er speedet op med effektiv ”landscape interface.” Det gør den til en af de hurtigste og klareste skærme, vi har set til dato. Finish og kvalitet opleves på et meget højt niveau med materialer som tykt, blødt læder og gedigne kontakter i metal, vi ellers kun ser i de dyreste engelske luksusbiler.

Mere linet op

Pladsen er som i mange elbiler i fem meter-klassen, kongelig både for og bag, hvor batteripakken med skateboard-opsætning giver en flad bund. Vi har her versionen med to enkelte bagsæder og en central skærm i midten. Men som udgangspunkt kommer bilen med tre siddepladser bag.

Eletre var ellers bebudet allerede til starten af i år, men er som mange andre elbiler forsinket. Ifølge fabrikkens folk handler det både om at forfine interiøret, og om at have produktionsapparatet i Kina kørt så meget ind, at de næste fire modeller kan komme som perler på en snor. De biler, som er lovet til september, ser også ud til at holde tidsplanen, lyder det.

Bag om mærket
  • Lotus med rødder tilbage til 1948 blev i 2017 overtaget af kinesiske Geely, der også står bag bl.a. Volvo og Polestar.
  • Mærket har udviklet sin batteriteknologi hos Geely, mens den specielle undervogn med batteripakke i skateboard-layout er udviklet af Lotus selv. Designet er skabt af den tidligere Volvo-designchef, Peter Horbury. Lotus vil i de kommende år lancere fire nye elbiler, hvor Eletre er den første.

Eletre-modeller

  • Eletre: 937.000 kr., 603 hk, op til 600 km i rækkevidde, 0-100 km/t: 4,5 sek, topfart: 258 km/t.
  • Udstyr: Bl.a. full LED matrix forlygter, adaptive støddæmpere, luftaffjedring, 29 tommer head up display, 15,1 tommer central skærm, 12,6 tommer skærm digital instrumentering, otte tommer skærm til bagsædet, lydanlæg fra KEF, 20 tommer fælge.
  • Eletre S: 1.260.000 kr. 603 hk, op til 535 km i rækkevidde, 0-100 km/t: 4,5 sek., topfart: 258 km/t.
  • Udstyr: Bl.a. soft close døre, 22 tommer fælge, aktiv hækspoiler, 3D lyd.
  • Eletre R: 1.650.000 kr., 903 hk, op til 450 km i rækkevidde. 0-100 km/t: 2,9 sek. topfart: 265 km/t
  • Udstyr: Bl.a. medstyrende bagaksel, Totrins gearkasse (kan skifte op i el-gear ved en vis hastighed), specielle 22 tommer fælge, kulfiber-pakke, Dynamic handling pakke.
  • Alle har et batteri på 112 kWh (108 kWh nt.) og firehjulstræk. AC-opladning: 22 kW, DC-opladning: 355 kW.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden