Biler

Elektrisk SUV med amerikanske aner Årets Bil i Europa

Den første elbil fra Jeep, som er en miniklasse-SUV, er valgt til Årets Bil i Europa

Den nye Jeep Avenger er nu valgt til Årets Bil i Europa 2023.
Den nye Jeep Avenger er nu valgt til Årets Bil i Europa 2023. Foto: Jeep

Opdateret 31. januar 2023 kl. 13:36

VINDER: Selvfølgelig skulle det være en elbil. Men det kom sikkert som en overraskelse for mange, at den nye Jeep Avenger nu kan kalde sig Årets Bil i Europa 2023. Det er ikke desto mindre tilfældet for miniklasse-SUV'en, som er den første elbil fra Jeep, der i dag hører under Stellantis, som også producerer bl.a. Peugeot, Citroën, Opel og Fiat.

Jeep Avenger bygger da også på samme platform som Peugeot e-2008 og Opel Mokka-e, som har nogle år på bagen. Derfor kan det også undre, at modellen i mere rustikt Jeep antræk henter prisen. Stellantis har dog arbejdet videre med opsætning og teknologi. Således har Jeep Avenger en større og mere effektiv batteripakke end sine fætre, som dog også snart bliver opgraderet til denne.

Her leverer et batteri på 54 kWh en rækkevidde på 400 km. Modellen kommer med forhjulstræk og senere firehjulstræk i en mere rå offroad-version, der matcher mærkets DNA.

Det er 60. gang, at en jury af europæiske biljournalister kårer ’Car of the Year’. FDM’s biltekniske redaktør, Søren W. Rasmussen, er eneste danske jurymedlem.

Selvom han havde VW ID. Buzz øverst på sin liste, er han godt tilfreds med årets kåring.

- Jeg er glad for, at det blev Jeep Avenger, som blev Car of the Year 2023. Det er en bil, der på alle måder har det, en vinderbil skal have, og som gør op med den vante forestilling om, at Jeep hører fortiden til. Jeep Avenger er på alle måder en moderne, elektrisk bil, der ser godt ud, er fantastisk at køre, og som har sikkerheden i orden og mange fine funktioner. Nok så vigtigt er det en bil, der for de fleste i Danmark er inden for økonomiske rækkevidde, siger Søren W. Rasmussen.

Bilen forventes at få en pris mellem 300.000 kr. og 350.000 kr.

Finalefeltet omfattede syv biler, der fordelte sig således: Jeep Avenger, VW ID. Buzz, Nissan Ariya, Kia Niro, Renault Austral, Peugeot 408, Toyota bZ4X/Subaru Solterra. Herhjemme blev VW. ID Buzz for kort tid siden valgt til Årets Bil i Danmark 2023.

Jeep Avenger lanceres på det danske marked til sommer.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden