Skolevæsen

Elever fik en god historie i kirken

Alle børn fra Hanstholm Skole tog i kirke i går og hørte julens budskab på en nærværende måde

Sognepræst Mariann Dyhrberg velsigner den unge menighed - eleverne fra mellemgruppen på Hanstholm Skole.? Foto: Lars Horn/Baghuset
Sognepræst Mariann Dyhrberg velsigner den unge menighed - eleverne fra mellemgruppen på Hanstholm Skole.? Foto: Lars Horn/Baghuset Lars Horn / Baghuset

RÆHR: - På stjernetæpper lyseblå, skal glade vi til kirke gå. Halleluja, halleluja!

Børnene på bænkerækkerne synger godt med på den kendte julesalme, og da sangstemmerne ebber ud, giver sognepræst Mariann Dyhrberg udtryk for sin glæde ved, at kirken er fuld.

Det er hende, der har foreslået Hanstholm Skole, at børnene skal se og opleve kirken i forbindelse med juleafslutningen.

Nu introducerer hun børnene til en af traditionerne - nemlig at bede Fadervor.

- Der står ingen steder, at man skal folde hænderne, men jeg forestiller mig, at man måske gør det for bedre at kunne koncentrere sig. Skal vi prøve at sige det sammen? spørger Mariann Dyhrberg ud i rummet.

Det er børnene helt med på.

Efter den fælles bøn tager Mariann Dyhrberg en bog frem og begynder på en 2000 år gammel historie.

- I dag skal vi høre, hvorfor der er en stjerne oppe i toppen af juletræet, siger hun - med det strålende træ ved sin højre side.

Fortællingen handler om Maria og Josef, der var kærester. Maria var gravid.

- Det var ikke Josef, der var faren. Det var noget rod, siger Mariann Dyhrberg.

Da hun har fortalt, hvordan Maria havde født en dreng og lagt ham i en krybbe i en stald, kommer hun til det sted i fortællingen, hvor de tre vise mænd er med.

- De tre kloge mænd, hvor kommer de fra?, spørger hun.

- Hanstholm!, lyder det åbenlyse svar.

Præsten vil ikke afvise, at der er tre kloge mænd - eller endda flere - i Hanstholm, men det er ikke dem, der er med i denne historie. Det er de tre mænd fra Østerland.

- Gud havde sørget for, at der var en meget stor stjerne lige der, hvor Jesus blev født. En ledestjerne, fortæller hun.

Da juleevangeliet er forkyndt, opfordrer præsten børnene til at fortælle det videre.

- Tror I, jeres forældre ved, hvorfor der er en stjerne i juletræet? Hvis ikke, så kan I jo gå hjem og fortælle det.

Der er gået knapt en halv time, og nogle af eleverne fra mellemgruppen er begyndt at flytte sig lidt uroligt på bænkene. Så får de alle besked om at rejse sig, for det er tid til en velsignelse.

”Det kimer nu til julefest” er den anden salme på programmet, og derefter læser to elever den mere kendte udgave af juleevangeliet højt for kammeraterne, der kvitterer med en klapsalve.

Så er gudstjenesten til ende og helt utraditionelt opfordrer sognepræsten børnene til at foreslå en sang at slutte med.

Det bliver til to: ”Nu er det jul igen” og ”På loftet sidder nissen”.

Simon Guldhammer fra 5.b og Kirstine Villadsen fra 5.a synes begge, det har været anderledes end de få andre gange, de har været i kirke.

- Det har været hyggeligt. Man sidder sammen med sine kammerater, og hun fortalte på en måde på barnesprog, lyder det fra Simon Guldhammer.

Kirstine Villadsen synes også det har været hyggeligt.

- Det var dejligt, at det var sange, man kendte.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden