Elever skal ud i virkeligheden
Gymnasieelever og HF’ere skal ud i erhvervslivet
Opdateret 20. maj 2022 kl. 10:44
BRØNDERSLEV: Elever i gymnasium og HF skal ud i erhvervslivet og se, hvad en uddannelse kan bruges til i praksis.
Oplevelser på virksomheder skulle gerne gøre de unge mere opsatte på at tage en uddannelse, når de kan se, at skolegangen kan føre til noget bagefter.
Brønderslev Gymnasium og HF-Kursus har fået knap 1,3 mio. kr. fra Region Nordjyllands uddannelsespulje til projektet, der omfatter gymnasieskoler og virksomheder i hele Nordjylland.
- Det er vi rigtig glade for. Det er vigtigt at samarbejde med de lokale virksomheder, siger Per Knudsen, rektor på Brønderslev Gymnasium og HF-Kursus.
Projektet er rettet mod elever med såkaldt uddannelsesfremmed baggrund, og målet er at få flere af dem til at tage en videregående uddannelse.
Gymnasierne vil i tæt samspil med nordjyske virksomheder udvikle forløb, der bringer eleverne i kontakt med erhvervslivet, f.eks. ved at nogle af de obligatoriske store opgaver på gymnasiet og HF gøres virksomhedsrelaterede.
- Vi håber, det vil få flere elever til at interessere sig for nogle lidt andre virksomheder end de traditionelt gør. F.eks. har man i mange år snakket om at der er en underrepræsentation af unge, der vælger naturvidenskabelige uddannelser, forklarer Per Knudsen.
På virksomhederne skal der findes rollemodeller, der kan inspirere de unge samtidig med at de får øjnene op for de muligheder en uddannelse kan give dem.
- Når de unge kommer ud i virksomhederne og får hænderne på det, en uddannelse kan bruges til, håber vi det hjælper dem til at beslutte sig for, hvad de vil. Vi har en del elever, der ikke ved, hvad de skal vælge, siger Per Knudsen.
Projektet kaldes Virk-Som-Ung og gennemføres i samarbejde med Thisted, Mariagerfjord, Støvring, Aalborghus, Hasseris, Morsø og Fjerritslev gymnasier samt Studievalg Nordjylland, NTScentret, Dansk Industri, Cowi og de kommunale udviklingsråd.
Projektdeltagerne skyder selv 2,6 mio. kr. i Virk-Som-Ung, og man regner med at projektet skal fortsætte, også efter at tilskuddet fra Region Nordjylland er brugt.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.