Elever syede selfies
Østhimmerlands Ungdomsskole har haft kreativ linjefagsuge
BÆLUM: Eleverne på Østhimmerlands Ungdomsskole i Bælum har haft linjefagsuge i denne uge, og ifølge forstander Berno Jacobsen er det ”en uge, hvor kreativiteten og det skabende fosser ud fra hvert hjørne af skolen”.
På tekstildesignlinjen har de 13 elever for eksempel haft travlt med at sy store selvportrætter i stof sammen med gæstelæreren, kunstneren Dorte Jensen, som har arbejdet med netop portrætter de seneste fem år.
Først var eleverne ude at tage fotos af hinanden, så skulle de redigere fotografierne i et særligt program og printe dem ud i stor størrelse - 50 gange 65 centimeter.
Derefter skulle alle streger tegnes op, så eleverne kunne klippe stofstykker ud i 7-10 forskellige farver og sy dem på billedet i lag.
- Nogle af stofstykkerne var så små, at de næsten måtte bruge pincet. Til gengæld syntes nogen, at det var meget grænseoverskridende at arbejde med sit eget ansigt i så stor udgave, fortæller Ingeborg Mouritsen, som underviser på tekstildesignlinjen til daglig.
Det var også en udfordring at vælge farverne til portrættet. Dorte Jensen arbejder selv i gråtoner eller noget, der ligner hudfarve, mens nogle af eleverne fik lyst til at eksperimentere med blandt andet grønne og røde nuancer, så portrættet blev mere popart-agtigt.
For to år siden købte efterskolen faktisk et af Dorte Jensens billeder, et portræt af John Lennon, som nu hænger i foredragssalen.
- Vi synes, det er godt til at supplere Grundtvig og Kold, fordi John Lennon jo netop er symbolet på, at vi som individer sammen kan gøre en forskel, siger forstander Berno Jacobsen.
Det viste sig i ugens løb, at flere elever slet ikke vidste, at Lennon-billedet var syet i stof. De troede, det var malet.
Efterskolens øvrige kreative linjer har også fordybet sig hele ugen.
På kunstlinjen har billedkunstneren Ulla Bille undervist som gæstelærer, og også hun er specialist i portrætter.
Teaterlinjen og musiklinjen har arbejdet sammen om årets skuespil med selvkomponeret musik. Forestillingen vises flere gange, blandt andet søndag og mandag aften kl. 19.30.
På filmlinjen og spiludviklingslinjen har eleverne arbejdet videre med de projekter, de var i gang med.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.