Ellers tak, når julegaverne er af den slags
Faglige organisationer forsøgte forgæves at få regionsråd til at finde en løsning imod millionbesparelser på hospitalerne
Opdateret kl. 21:50
NORDJYLLAND: Små 100 ansatte - heraf en del tillidsfolk - var tirsdag eftermiddag mødt op for at vise deres utilfreds med spareplanerne på Regionshospital Nordjylland og Aalborg Universitetshospital. Budgetterne skal tilsammen skæres med 180 millioner kr., og op imod 235 stillinger nedlægges.
I gule, røde og pinkfarvede veste havde de forsamlede taget opstilling foran regionshusets indgang med skilte og slagord, og flere politikere valgte at gå udendørs fra gruppemøder for at hilse på.
Behov for flere - ikke færre
Tungt læsset med papirer, computer og andre kontorredskaber under armen stillede regionsrådsformand Ulla Astman (S) op til en meningsudveksling med en gruppe HK‘ere, som forsøgte at trænge igennem med budskabet, at der ikke kan løbes stærkere på de nordjyske sygehuse, og at der er behov for at ansætte flere i stedet for at fyre folk.
Et synspunkt, som Ulla Astman erklærede sig enig i. Men økonomien er som den er, og der er ikke flere penge at gøre godt med, gentog hun, imens en klump af pressefolk og kommunikationsmedarbejdere fra de faglige organisationer dannede tæt ring om parterne.
Ulla Astman forklarede, at ikke mindst de stigende medicinpriser har ædt det ekstra råderum på 80 millioner kr., som økonomiaftalen mellem regionerne og regeringen ellers havde lagt op til. Den danner grundlag for regionernes økonomi, og mere er der ikke af give af, når man som regionerne ikke selv er i rollen som skatteudskrivere.
– Men det kan da også undre mig, at man i stedet for at give flere penge til sundhedsområdet, vælger at give penge til en øde ø, lød det fra regionsrådsformanden med henvisning til, at det i finanslovsaftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti er besluttet at oprette et flygtninge-udrejsecenter på den lille ø Lindholm mellem Sjælland og Møn.
Ingen løfter i luften
“Gæk, gæk, gæk - åbn så den sæk. Gog, gok, gok - nu har vi fået nok”, istemte forsamlingen anført af en gruppe fra FOA, og samtalen mellem regionsrådsformanden og HK‘erne døde ud.
Men sækken forblev lukket, selv om halvdelen af den demonstrerende forsamling fulgte med ind til regionsrådsmødet og sang pænt med på “Der er noget i luften”. Men løfter om ekstra pengegaver lige op til jul, var dog ikke i luften.
Den nordjyske kredsformand for sygeplejerskerne, Jytte Wester, forsøgte ellers i spørgetiden at appellere en sidste gang til politikerne om at tage ansvar. Enten ved at øge bevillingerne eller ved at anvise, hvordan sygehusene skal prioritere i opgaverne, for det hele kan ikke nås med det halve mandskab, og, føjede hun til, lige så langsomt begynder de ansattes arbejdslyst at falde.
Nyt job i tøjforretning
Hun kunne berette om en bekendt, som nu har sagt fra over for flere besparelser og omrokeringer. Jobbet på sygehuset byttes ud med et nyt i en tøjforretning.
På vej ned fra talerstolen takkede sygeplejerskernes kredsformand regionsrådet for at have lyttet og ønskede alle en glædelig jul.
– Men jeg håber ikke, at vi får den samme julegave til næste år, som vi har fået i år.
Lukket for kommentarer
Den slags tilkendegivelser i en proppet regionsrådssal er ikke hverdagskost, og DF‘eren Erik Høgh-Sørensen ville gerne have knyttet en bemærkning. Men det blev han afskåret fra på grund af en juridisk stopklods.
– Jeg synes, det er for ringe, lød kommentaren fra DF‘eren, som sammen med den øvrige DF-gruppe har bragt forslag frem, der kunne afbøde besparelserne. Blandt andet at bruge af andre midler på regionens budget. Det er dog hver gang blevet afvist af et politisk flertal med den begrundelse, at den slags penge ikke svømmer ekstra rundt i systemet.
Og regionsrådsformand Ulla Astman fandt heller ikke anledning til at bevilge DF-politikeren ekstra taletid. Forretningsordenen for spørgsmål siger nemlig, at de skal besvares af regionsrådsformanden. Lød begrundelsen fra regionsrådsformanden.
Da var hovedparten af de protesterende på vej ud igen. En enkelt lille krumme faldt der dog af, for ved udgangen var der julesmåkager stillet frem på regionsrådets forplejningsvogn.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.