Elscooter påkørte ældre kvinde i bank

Kvinden slap med en enkelt skramme

Morsø 8. maj 2014 12:34

MORS: Bankkunder og personale i Jyske Bank i Algade i Nykøbing fik sig i går eftermiddag en usædvanlig oplevelse, da føreren af en elscooter ved et uheld påkørte en kunde inde i banken.

Ifølge øjenvidner i banken kom den firehjulede elscooter susende ind ad hovedindgangen, fortsatte gennem ekspeditionslokalet og ramte et bord, som scooteren skubbede foran sig frem til ekspeditionsskranken, hvor en 73-årig kvinde befandt sig. Påkørslen var ifølge vidner så voldsom, at skranken blev skubbet knap en meter bagud. Øjenvidner oplyser, at den ældre kvinde kom i klemme mellem elscooter, cafébord og skranke. En ambulance blev tilkaldt, men kvinden slap fra påkørslen med en skramme på kinden ifølge lokalpolitiet i Thisted. Det står ikke klart, hvorfor den 73-årige mand på elscooteren mistede herredømmet over sit køretøj.

Påkørslen er anmeldt som et færdselsuheld, hvilket gav anledning til spekulationer hos Midt- og Vestjyllands Politi.

- Det er imidlertid ikke en færdselssag. For det første skete påkørslen inde i en bank, og for det andet betragtes føreren af en handicapscooter som fodgænger, siger vicepolitiinspektør Ralf H. Larsen, lokalpolitiet i Thisted og tilføjer:

- Det er en pudsig episode, der bestemt ikke er hverdagskost for hverken bankkunder eller politi.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...