EM-drømmen lever stadig

De danske håndboldherrer vandt over Tyskland ved håndbold-EM, og drømmen om at nå frem til semifinalen lever.

Pascal Hens (th) og Rene Toft Hansen i hård fight. Foto: Scanpix

Pascal Hens (th) og Rene Toft Hansen i hård fight. Foto: Scanpix

Så er det sjovt igen ved EM. De danske håndboldherrer besejrede mandag Tyskland med 28-26, og pludselig er en plads i semifinalen ikke længere utænkelig. Danmark holder ikke EM-skæbnen i egne hænder, men skal stadig håbe på, at flere andre resultater flasker sig. Sejren over Tyskland var et stort skridt på vejen, og den var tilmed fuldt fortjent, selv om danskerne kom meget skidt i gang. Danmark var slet ikke klar fra start. Fløjene kunne ikke score, og Bo Spellerberg smed bolden væk flere gange, og så var Tyskland foran 5-1 efter blot fem minutter. Men landstræner Ulrik Wilbek rokerede flittigt rundt, og Mikkel Hansen måtte også en tur på bænken efter et par afbrændere. Og det hjalp. Thomas Mogensen og Nikolaj Markussen blev skiftet ind og var i høj grad med til at vende kampen. Forsvaret og især målmand Niklas Landin fik bedre fat, og så blev der sat gang i kontraspillet. Fløjene Anders Eggert og Hans Lindberg kom bedre i gang med syv scoringer i første halvleg. Danmark vandt de sidste fem minutter med fem mål, og så kunne Danmark gå til pause foran 17-14. Mikkel Hansen fik chancen igen fra anden halvlegs begyndelse, men AG København-stjernen var heller ikke specielt effektiv i de sidste 30 minutter. Han fik dog sat et par vigtige scoringer ind. Eggert og Mogensen bragte Danmark foran 24-19, inden tyskerne for alvor vågnede op. Tyskland kom med et endnu større tryk, og pludselig blev Danmark rådvilde. På få minutter åd Tyskland den danske føring, så det stod 24-23 med 12 minutter tilbage af kampen. Wilbek tog fornuftigt en timeout, og den bragte ro på spillet igen, og så kunne danskerne oparbejde en ny føring på tre mål. I slutfasen indtog Landin en nøglerolle med flere klasseredninger og et reddet straffekast. Den slags præstationer er i stand til at løfte et helt hold, og det skete også mod Tyskland. Danmark har nu fire point i mellemrunden, og holdet er stadig efter Serbien og Tyskland, som begge har fem point inden Serbiens kamp mod Sverige mandag aften. Til gengæld har Polen fortsat kun tre point, efter Makedonien tidligere mandag hjalp Danmark ved at vinde over Polen. Makedonien har også tre point. Danmark skal under alle omstændigheder vinde den tredje og sidste kamp i mellemrunden mod Sverige på onsdag for at kunne nå semifinalen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.