Embedsmænd ud i alle retninger

Kommunens folk spredes over hele kommunen under renovering.

Kommunen lejer 9. etage af Metropol. Arkivfoto: Hans Ravn

Kommunen lejer 9. etage af Metropol. Arkivfoto: Hans Ravn

Nu ligger planen klar for spredningen af kommunens embedsmænd under den årelange renovering af Codanhus. De 415 embedsmænd spredes til en række lokaliteter. De skal "bo" både i kommunens egne lokaler og lejede lokaler. På Ulvkjærskolen i Hirtshals placerer man børne- og undervisningsområdets administration, undervisningsafdelingen daginstitutionsafdelingen og dagplejen. I alt drejer det sig om 50 arbejdspladser. Borgmesterkontoret rykker som tidligere omtalt til Rakkeby Skole. Her placerer man også plan- og udviklingskontoret, afdeling for arbejdsmiljø og medarbejderudvikling samt afdelingen for innovation og digitalisering, fritid og kultur forvaltning, samt løn og personalekontor og økonomiafdelingen med budget og regnskab samt betalingskontoret og indkøbsfunktionen. I alt skal der placeres 130 ansatte på Rakkeby Skole. Borgerservice Hjørring, som er mange borgeres første kontakt med kommunen, har været en særlig opgave for planlæggerne. Borgerservice skal nemlig helst ligge centralt. Kommunen har derfor lejet 600 kvadratmeter på Sct. Olai Plads 6 til Borgerservices 40 medarbejdere. Bygningen har tidligere været bankbygning og huser nu butik og kontor for ejendomsmægler. Bygningen har butik ud mod Sct. Olai Plads, som er velegnet til Borgerservice. Kommunen har købt HKs tidligere bygning på Amtmandstoften 2. Her skal borgersundhed, træningsenheden, projektstaben for det nye rådhus, samt fællestillidsrepræsentanterne fra børne- og undervisnings- og sundheds-, ældre- og handicapområderne være. Der er plads til 55 normale arbejdspladser og op til 78 arbejdspladser til ansatte som ikke behøver en fast arbejdsplads, men arbejder ud fra huset. Borgersundhed og træningsenheden skal ikke flytte tilbage til det nye rådhus, men skal placeres sammen med Sundhedscentret. I Strømgade 8 lejer kommunen et ledigt lokale på 275 kvadratmeter, hvor der indrettes 21 arbejdspladser til it-afdelingen. Kontorlokalet ligger praktisk tæt på server- og klargøringsrum på Codanhus, som forbliver dér under renoveringen. Kommunen lejer hele niende etage af Metropol til børne- og familieafdelingens forebyggelsesteam og handicapteam, samt børne- og familieafdelingens anbringelsesspeciale. Endelig placeres økonomiområdets stabsenhed på tre medarbejdere ude på Jobcentret i Sct. Knuds Park. Renoveringen af Codanhus begynder 1. juli i år. Kommunen flytter officielt ind som lejer 1. juli 2013, men det forventes, at man allerede 1. april 2013 kan komme ind i bygningen og begynde indretning. Man forventer, at kommunen er helt på plads i det nye rådhus 1. august 2013.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden