Frederikshavn

Emilievejs slagter er kåret til årets butik

Kæden ”mad med mere” har hædret Peter Olsen og personalet - Ved hele tiden at udvikle butikken, er den navigeret uden om krisen

De store smil var fremme, da Peter Olsen (yderst tv) kom hjem med en anerkendelse som årets Butik. Foto: Peter Broen
De store smil var fremme, da Peter Olsen (yderst tv) kom hjem med en anerkendelse som årets Butik. Foto: Peter Broen

FREDERIKSHAVN: Emilievejs Slagterforretning ved Peter Olsen er blevet udnævnt til Årets Slagterbutik 2014 i kæden ”mad med mere”. Kåringen skete på fødevaremessen Foodexpo i Messecenter Herning.

Med prisen følger udover æren og en buket blomster også en check på 3.000 kroner til en komsammen for personalet.

- Vi har endnu ikke bestemt, hvordan pengene skal bruges, men det er vigtigt for mig, at personalet også får del i udnævnelsen til Årets Butik, udtaler Peter Olsen.

- Mange af dem har været her i rigtig mange år, og de tror på forretningen og udviklingen af den.

Ser fremad og prøver nyt

- Vi har ikke mærket særligt meget til krisen. Vi kæmper hver dag for at yde en god service og for hele tiden at få nye idéer. Det har kunnet betale sig, vurderer Peter Olsen.

I kæden ”mad med mere” er det da også blevet bemærket, at slagterbutikken hele tiden kigger fremad. Blandt andet er butikken blevet ombygget.

- Emilievejs Slagter har turdet prøve nye områder som for eksempel nethandel. Det er ikke bare lige at få bygget det op, men butikken har været ihærdig og lagt en stor arbejdsindsats for dagen for at få det i gang. Den erfaring er god både for butikken, men også for kæden. Der holdes fast, hvilket er kendetegnet for butikken, når en beslutning tages, sagde slagtermester Thomas Nielsen, der er formand for kæden ”mad med mere” på fødevaremessen. Han fortsatte:

En forsigtig person

- Mester er forsigtig af person, men lytter og sparre gerne med kæden og er ikke bleg for at modtage konstruktiv kritik eller inspiration for selv at udvikle sig.

- Butikken fremstår altid imødekommende og mester og personale er ikke bange for at modtage ny læring. Den har et højt fagligt niveau med et udvalg af både traditionelle udskæringer og færdige måltidsløsninger.

Peter Olsen er slagter og nyder selv at stå i butikken. Hver torsdag har han dog ”fri”, hvilket reelt betyder, at han laver kontorarbejde.

Fingeren på pulsen

- Det kan jeg faktisk godt lide. Det er vigtigt, at jeg selv står det administrative, for på den måde har jeg hele tiden fingeren på pulsen. Det er også den dag, jeg har tid og ro til at tænke på nye udviklingsmuligheder, fortæller slagtermesteren.

- Men nu glæder vi os alle over at være årets slagterbutik. Det betyder vildt meget, at nogen lægger mærke til, hvad vi går og laver.

- Det er stort skulderklap til personalet, understreger Peter Olsen og henviser til de 20 medarbejdere, heraf 16 fuldtidsansatte.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden