En 60-årig nybegynder

Efter fire år uden arbejde i Kokkedal er Christian Lindahl taget til Skagen, hvor der var brug for ham

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

SKAGEN:Der dufter godt, når man træder ind ad døren til Skagen Vin og Gastronomi. Og det er svært ikke at blive både lidt sulten og ganske tørstig når øjnene vandrer en tur over hyldemeter af vin og gastronomiske specialiteter.

En herre bag disken er klar til at hjælpe med viden og vejledning, og når han taler, er det med sjællandske accent.

60-årige Christian Lindahl har nemlig boet i Kokkedal i mange år, hvor han har arbejdet i it-branchen i de 30 af dem.

Men de sidste små fire år har han været ledig, og det er med civilingeniørens egne ord ikke specielt morsomt, og ret svært at komme videre fra.

Men i februar opstod en gylden mulighed for netop at komme videre, da Flemming Palmhøj Nielsen, som ejer Skagen Vin og Gastronomi, spurgte om Christian kunne passe forretningen et par måneder.

- Det ville jeg naturligvis gerne, for jeg er kommet i Skagen de sidste 18 år, og i forretningen næsten alle de ti år den har eksisteret. Også selvom jeg er uddannet indenfor noget helt andet, og mest har kendskab til vinbranchen som forbruger, sigen han med et smil og fortsætter.

- Man må jo lære dag for dag, glas for glas og flaske for flaske. For jeg har endnu ikke smagt alle de mere end 300 vine der føres, så en gang imellem kommer jeg til kort, men så plejer vi at finde en god løsning - måske med en smagsprøve, så kunderne kan vurdere præcis hvad de gerne vil have.

Gensynets glæde

Skagen Vin og Gastronomi har vine for enhver smag, og for enhver prisklasse. De dyreste ligger i flere tusinde kroner, men der er mange i mere almindeligt prisleje også.

Dertil kan man finde alskens lækkerier som for eksempel specielle madolier, patéer, krydderier og oste.

Christian Lindahl passede forretningen et par måneder alene i foråret, og det gik så godt, at han fra første september tager en tørn mere, denne gang i syv måneder.

- Jeg håber at se mange nye såvel som faste kunder, og jeg har da allerede lært nogle gengangere at kende. Der er for eksempel en flok nordmænd som kommer ofte, og det er dejligt når man begynder at kende folk, siger han.

I forretningen er der da også godt med kunder da vi besøger, og nogle skal have vin, andre lidt lækkert, mens enkelte er på osetur.

Christian Lindahl er klar med råd og vejleding om vine og de andre varer, men en enkelt opgave kan godt volde en anelse besvær.

- Det vanskeligste er nok at pakke gaver med flotte sløjfer. For mine fingre er ved at være gigtplagede; men igen - øvelse gør mester, så jeg har såmænd også fået flere anerkendende udtalelser om indpakning, afrunder han med at varmt grin.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden