En alsidig kunstner
Kurt Barkmann udstiller hos Spar Nord i Brønderslev

Kurt Barkmann er særdeles kreativ, og på torsdag kan man opleve ham i arbejde ved staffeliet. Foto: Henrik Louis
BRØNDERSLEV:Det er ikke få genrer inden for kunstens verden, han mestrer.
Kunstneren Kurt Barkmann, der er ansat på Bo-Glas i Brønderslev, er kunstner i fritiden, og frem til årets udgang udstiller han i Spar Nord Bank i Brønderslev.
Der er både olie- og akryl-billeder. Inspirationen henter han i den nordjyske natur, men også på rejser.
- Jeg har været på forretningsrejse til Italien, og dér benyttede jeg lejligheden til at fotografere nogle spændende huse.
Der er også bunkere fra Løkken og spændende huse.
- Jeg holder af at male i sort-hvidt, og med en enkelt ting i farver. Det kan være en port eller en enkelt blomst foran et hus.
- Det giver nogle fantastiske kontraster.
- Da jeg var fotograf, arbejdede jeg også en del med sort-hvid foto.
Han fotograferer gerne sine motiver.
- Men der kommer som regel ekstra ting på maleriet.
På det seneste er han begyndt at male gårdmalerier.
- Det er populært. Der er mange, der ønsker deres ejendom foreviget, fortæller han.
Han benytter den stil, som de gamle gårdmalere brugte.
Han har undervist på aftenskoler og giver privatundervisning i maleri.
De seneste otte år har Kurt Barkmann været ansat på Bo-Glas i Brønderslev, og han er chef for den afdeling, der trykker på glas.
Han er oprindeligt uddannet grafiker, og han gik i 1993-1994 på Aalborg Kunstskole.
Han har arbejdet som designer i Aalborg, og har også været grafiker på Tylstrup Folkeblad.
I fritiden maler han, ligesom han gerne tager en tur på sin motorcykel, en hobby, han deler med sin kone, Hanne.
Han har udstillet en række steder, blandt andet på Efterårskunst i Jerslev, NORDJYSKE Medier, Kunst på Første i Aalborg Kongres- og kulturcenter med flere.
Torsdag 6. december kan Kurt Barkmann opleves ved sit staffeli, hvor han maler.
- Dette maleri udloddes i en konkurrence, fortæller bankrådgiver Anna Grethe Berthelsen fra Spar Nord Bank.
Det sker mellem klokken 15 og klokken 17.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.