- Get your fat ass into a pair of Wrangler jeans, runger en stemme, der er så dyb, at den får højtalerne til at knække, og sæderne til at ryste. Den klassiske stemme der fik os drømme om et par Levis eller nyde en iskold Coca Cola. Signaturstemmen fra biografreklamens storhedstid.

Den er her endnu. Stemmen altså. I Blokhus på Cheers, Old English Pub, står Peter Allen bag disken. Og det er ham stemmen tilhører.

Herude i det nordvestligste Jylland, ved Torvet i Blokhus, driver han den eneste rigtige engelske pub i mange, mange kilometers omkreds.

- Der er måske en i Nr. Lyngby. Men det gælder ikke rigtigt, for ejeren er dansker, griner Peter, mens han sidder på terrassen foran pubben en dag sidst i juni.

- Vi prøver på at føre traditionen videre. Altså den traditionelle engelske pub med god øl og god hjemmelavet mad.

Det er den engelske betydning af en pub, Peter mener.

Vejen til Blokhus

- Her bliver ikke drukket igennem, og det er ikke tilladt med højlydt og overdreven beruselse. Vi ser meget gerne, at familier kommer forbi. Det er et hyggeligt sted, forklarer han.

Det er sommeren 1970. Under et besøg på piratstationen Free Radio Colchester får teenagedrengen Peter øjnene op for arbejdet som DJ. Stationen havde kun to DJ’s, og da den ene blev syg og den anden kaldt på arbejde betød det, at stationen måtte lukke en time tidligere.

- Det virkede sjovt, og jeg tænkte, hvad fanden giv mig nøglerne.

Med dem i hånden begyndte Peter den snoede rejse mod Blokhus.

Men arbejdet ved piratstationen varede dog ikke længe.

- Min far havde hørt mig i radioen og fortalte mig, at man kunne komme i fængsel for at sende piratradio. Og man kunne dø af det. Ment som - din mor slår dig ihjel.

Men Peter havde fundet sit kald.

- Jeg lånte 15 pund af min far så jeg kunne købe noget udstyr. og så blev jeg Dee jAy Dougal.

Pengene begyndte hurtigt at strømme ind.

- Så tog jeg på turne som 18-årig. Rundt i Europa.

Peter havde efterladt en seddel til forældrene. Der stod; Har lånt 40 pund. Kommer hjem om tre måneder.

- Men det skete ikke. Jeg kom aldrig hjem til London igen.

I stedet spillede Peter på diskoteker rundt om i Europa og med fed amerikansk accent satte han stemme til reklamerne for Levis, Coca Cola og Pepsi.

Byens puls

Men hvorfor så Blokhus? Hvorfor en engelsk pub ved vestkysten, hvor tiden kan stå stille, når blæsten og regnen siler i efteråret, og så spurte afsted som en lilletromme i sommervarmen.

Under navnet Brian Allen, The man with the golden voice, var pub-ejeren fra Blokhus i et år DJ på det legendariske radioskib - Radio Caroline. Et skib der lå til grund for filmen ”The boat that Rocked” fra 2009.

- Ja jeg lå med Radioskibet Radio Caroline, ude midt på Nordsøen. Jeg blev forelsket i vinden, i solen og i havet. Jeg tænkte, at når jeg bliver 50, så ville jeg bo tæt på havet. Blokhus var så det tætteste på jeg kom, fortæller Peter.

Roen ved vandet

Der er en speciel rytme i Blokhus. Byens hjerteslag forandrer sig i takt med at kalenderbladene vender. Om sommeren springer sekundviseren kvantespring og der er fyldt i den engelske pub.

- Her om sommeren arbejder jeg 16 timer om dagen 7 dage om ugen. Sådan er det fra juli til midten af september.

For at genfinde roen har Peter Allen efter 8 år som pubejer i Blokhus tillært sig en rytme, der på mange måder følger byen og naturens.

- Jeg tager bilen. Jeg siger ikke til nogen, hvor jeg tager hen, men jeg kører op langs stranden og finder et sted at parkere. Jeg skal ikke møde nogen. Ikke tale med nogen. Jeg tager noget mad med derud og sidder så bare helt for mig selv. Her, ude ved vandet, findes en helt speciel ro, fortæller Peter.

Peter er uddannet tjener og kok og har selv stået for at udvikle og forme menuen på pubben.

- Vi serverer traditionel pubmad. Som original Fish and Chips eller spareribs.

I dag er det Peters datter der står i køkkenet, mens Peter som regel er bag disken og hjælper til hvor det er nødvendigt.

Peter Allen laver stadig voiceovers til reklamespots. Senest til den amerikanske Kelson Bakery.