- En bombe for os alle sammen

En chokeret Rasmus Olsen, forward hos AaB Ishockey, sammenligner AaB-ledelsens skøjtetag i kulissen onsdag med en skidt timet bombe, der gør arbejdet på isen betydeligt sværere her og nu.

Jørn Eriksen,
Rasmus Olsen: - Det er skidt timing på et tidspunkt, hvor sæsonen er ved at nå sit klimaks. Foto: Torben Hansen
Terrorisme 1. februar 2012 14:43

- Ja, timingen er diplomatisk sagt rimelig dårlig, og det kommer faktisk som lidt af en bombe for os alle sammen, siger Rasmus Olsen, forward hos AaB Ishockey, i skøjtesporet på den chokmelding, AaB A/S sendte på banen med strakt arm og ført stok tidligere onsdag. AaB A/S sætter helt eller delvist ishockeydelen til salg, og lykkes dette salg ikke, så lukker og slukker man for ishockey. - Vi fik ingen signaler tirsdag aften efter hjemmekampen mod Copenhagen Ishockey om, at det her var på vej, og jeg forventer stærkt, at vi får en dyberegående orientering i løbet af onsdagen, fortsætter Rasmus Olsen. Bomben, som Rasmus Olsen taler om, sprang onsdag, og AaB Ishockey har en udekamp mod Rødovre torsdag aften samt en pokalfinale hjemme mod Herning på menuen. - Det er skidt timing at komme med det her signal lige nu, hvor sæsonen spidser til med afslutning på grundspil, et forestående slutspil og pokalfinale. Det er synd for spillerne, direktøren, træneren og supporterne, og det arbejdet sværere for os alle sammen, understreger Rasmus Olsen. Økonomien i AaB A/S har længe været på tynd is, og nu er det altså ishockey som aktivitet, der er i farezonen for enten lukning eller i bedste fald salg til anden side. - Vi har vel alle vidst, at der ville være en risiko for, at ishockey kunne komme i kikkerten med de finansielle problemer, der længe har drillet AaB-koncernen, men det er stadig et kæmpe-chok, at det så kommer nu. Vi har en pokalfinale mod Herning lørdag, og jeg håber, vi alle er så professionelle, at det her ikke påvirker indsatsen på isen, slutter Rasmus Olsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...