En dag med sjov og alvor
Journalist og tidligere præst Peter Bandholm og Asta Nielsen underholdt
BRØNDERSLEV: - Vi er værdifulde, når vi bliver ældre. Vi har sølv i håret, guld i tænderne, måske sten i nyrerne, bly i fødderne og måske kan vi også lave naturgas.
Sjov og alvor i fortælling og sang var temaet, da journalist og tidligere sognepræst i Asaa, Peter Bandholm, og Asta Nielsen fra Asaa var på besøg i Sognegården i Brønderslev.
Det blev en morsom og hyggelig eftermiddag for de mange deltagere. Der blev brug for både lattermuskler og sangstemmer.
Der var også plads til en del morsomme beretninger.
Peter Bandholm fortalte blandt andet en morsom historie om alder:
- En gruppe 40-årige mænd besluttede at mødes til frokost på Restaurant Påfuglen i Aalborg, for dér er servitricerne så smukke. Som 50-årige valgtes Påfuglen på grund af god mad. Da de var 60 år, var det udsigten, der var tiltrækkende. Som 70-årige var valget det samme sted, fordi der er kørestolsanlæg og elevator. Da de blev 80 år, skulle de igen mødes på Restaurant Påfuglen, for der har de aldrig været før.
Parret underholder i en række foreninger med deres sang, musik og historier. Asta Nielsen underholder på sin harmonika.
Der blev selvfølgelig også sunget en del, og på programmet var blandt andet Dyrtidsvisen, som alle kunne synge med på.
Danske Seniorer i Brønderslev var arrangør af den underholdende eftermiddag.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.