Tved

En erhvervsepoke er helt slut efter 100 år

Er ved at fjerne bygningerne efter Tved Hønseri og Thy Æg.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Andreas Nielsen er fjerde generation på stedet og tredje generation med høseriet. Men nu lukker og slukker han og hans kone Birthe, som overtog virksomheden Tved Hønseri 1977. Senere har de også brugt firmanavnet Thy Æg. Foto: Diana Holm

I øjeblikket foregår der et større nedbrydningsarbejde på ejendommen Vorringvej 10 med Nationalpark Thy på den ene side og næsten nærmeste nabo til Hanstholmvej på den anden. Efter omkring 100 år er en erhvervsepoke helt slut. Birthe og Andreas Nielsen lukkede nemlig 19. januar Tved Hønseri og Thy Æg, og de er nu ved at få fjernet bygningerne. Han for at gå på efterløn, hun for at søge arbejde som social- og sundhedsassistent. Andreas Nielsens oldefar, N. P. Nielsen, kom til Tved før Første Verdenskrig, hvor han købte høkerforretningen på ejendommen. En halv snes år senere blev den overtaget af hans søn, Christen Nielsen, der var udlært tømrer, og som hurtigt solgte forretningen videre til en nabo, men beholdt ejendommen, hvor han så kombinerede en tømrerforretning med et hønseri. Det med årstal har Birthe og Andreas Nielsen ikke haft tid til at beskæftige sig med, men de mener, at hønseriet må være startet engang i 1920'erne. Overtog i 1977 Selv overtog de ejendommen 1977 efter hans far, Niels Peter Nielsen, viden om kendt som "Manne". Konsumægsalget har de haft hele tiden. Udrugningen af kyllinger stoppede de med midt i 1990'erne, men deres storhedstid var, efter at de havde etableret eget ægpakkeri og i 21 år drev Thy Æg frem til 1999. Dengang havde de 18.000 høns, mens de på det seneste og frem til 19. januar i år har haft 10.000 skrabehøns: - Vi har godt nok solgt hovedparten til Danæg, men vi har også haft et betydeligt hjemmesalg, fortæller Andreas Nielsen, der tidligere leverede æg til stort set alle fødevarebutikken i Thy. Allerede for en del år valgte deres tre børn, som ellers alle bor inden for gå-afstand med deres familier, at sige nej til at overtage virksomheden, der i så fald skulle have været udvidet betydeligt. I stedet lukker forældrene den så ned nu og bliver boende på stedet.