En fælles dribling på banen
Nyt fodboldhold i FfI for diabetikere og hjertepatienter
FREDERIKSHAVN: At fodbold er en rigtig god motionsform hersker der ingen tvivl om, og indenfor de senere år har forskning vist, at holdspil som fodbold er sundere for din krop end andre former for motion som løb og styrketræning.
- Motion har generelt en meget positiv effekt på kroppens sundhed. Men måler man på sundheden, så ligger fodbold i top på alle parametre, mens løb og styrketræning kun ligger i top på nogle parametre, siger Peter Krustrup, der er professor på Exeter Universitet og tilknyttet Center for Holdspil og Sundhed på Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet.
Især for personer med forhøjet blodtryk eller type 2-diabetes, kan en tur på fodboldbanen stoppe forbruget af blodtryksmedicin og gøre dit hjerte stærkere og yngre. Det viser nye studier fra Københavns Universitet.
På den baggrund håber og tror initiativtagerne lokalt i Frederikshavn fra Diabetesforeningen, Hjerteforeningen, Knivholt, FfI og kommunens sundhedscenter på, at et nyt samarbejde med DBU vil have stor interesse for ikke mindst medlemmer af de to førstnævnte foreninger,
- Vi vil i samarbejde give vores medlemmer en mulighed for at komme ud at spille fodbold en gang om ugen på FfI’s anlæg på Fodboldvej, hvor det drejer sig dels om at lege fodbold og dels om at få et godt socialt samvær i en 3. halvleg, samtidig med at vi slår et slag for en bedre sundhed, siger formanden for Diabetesforeningen i Frederikshavn, Steen Jørgensen, formanden for Hjerteforeningen i Frederikshavn, Jørgen Christensen, samt John Jørgensen, der er leder af virksomhedscenteret Knivholt.
Initiativtagerne til de nye driblinger indkalder alle interesserede til et informationsmøde 2. april på Knivholt, og så går det ellers løs på FfI’s anlæg fra lørdag 16. april, hvor også DBU-konsulent Anders Østerlund vil være til stede.
Tror på stor deltagelse
- Jeg vover at sætte overliggeren højt og satser på 20-25 deltagere, og jeg går også selv på banen, siger John Jørgensen, der også er diabetiker.
- Vi skal have fokus på legen med fodbolden samt det sociale aspekt, og samtidig kan vi glæde os over at det samtidig er sundt, så der er gode grunde til at være med på banen, siger John Jørgensen, som på længere sigt håber, at der kan blive arrangeret kampe mod lignende hold fra andre byer.
Sparket i gang af DBU
I Slagelse, Frederiksberg og på Bornholm har man allerede søsat projektet, og i Frederikshavn var John Jørgensen hurtig til at se, at det også var et projekt velegnet til et samarbejde for de lokale foreninger.
- Og heldigvis har vi fået opbakning hele vejen rundt, så vi nu kan tilbyde diabetes- og hjertepatienter et rigtig godt tilbud, siger John Jørgensen, der selv har spillet fodbold tidligere og nu er klar til at snøre støvlerne igen.
For de kommende deltagere bliver der træning hver onsdag eftermiddag i foråret på FfI’s anlæg, og i første omgang er det endda gratis.
For at få gjort opmærksom på sundhedsværdien i projektet, bliver der også lagt programmer ud i de lokale lægers venteværelser.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.