En grim oplevelse langs skinnerne
JERUP: Forestil dig at du er turist, og at du sidder i toget på vej til Skagen.
Pølse, ost, grovflutes og den endnu kølige hvidvin ligger i madkurven, og du giver din kæreste et kærligt klem.
Pludselig kigger du til højre.
Og får øje på den gamle stationsbygning i Jerup.
Dine armhuler bliver fugtige, din hud bliver rødlig og med et ryk slipper du din kærestes hånd, mens du skynder dig at lukke øjnene hårdt i.
Kommunens grimmeste
Forleden kunne vi præsentere Dybvads grimmeste hus.
I dag er det så en ære at byde velkommen til vel nok Frederikshavn Kommunes grimmeste bygning - den for længst nedlagte Jerup Station.
Alle vinduer er smadrede, i et rum er loftet faldet ned, og bygningen fremstår generelt som en kulisse fra gyserserien The Walking Dead.
I år 2000 kunne man læse i NORDJYSKE Stiftstidende, at Jerup Station blev nedlagt (er nu erstattet af et venteskur et par hundrede meter længere væk).
Og allerede året efter kunne man i samme avis læse, at der havde været ”vandalisme på stationen”.
I årene herefter har den tomme bygning været under kraftig forfald, mens skiftende borgerforeninger og skiftende politikere har sukket dybt efter en løsning.
Samtidig bliver situationen ikke nemmere af, at stationen tilsyneladende - på grund af en juridisk spidsfindighed - står uden en ejer.
Boet har nemlig ikke midler til at dække de relevante omkostninger, og stationen er derfor havnet i juridisk ingenmandsland.
Den er bevaringsværdig
Men eftersom der er tale om en både bevaringsværdig og arkitekttegnet bygning, har der selvfølgelig også været ambitiøse renoveringsplaner omkring den gamle station, der for et par år siden skulle være midtpunkt for en række naturoplevelser i området.
Mangeårig ildsjæl
Den mangeårige ildsjæl i Jerup Borgerforening, Betty Steglich-Petersen, var én af de borgere, som stod bag redningsaktionen.
- Men siden dengang er der intet sket, og vi har ikke kunnet råbe Frederikshavn Kommune op. Jeg kan bare konstatere, at der ikke var interesse for at redde stationen, siger Betty Steglich-Petersen, der bestemt ikke vil afvise, at løsningen kunne være at jævne bygningen med jorden.
I april 2014 konkluderer NORDJYSKE Stiftstidende, at det er Frederikshavn Kommune, der skal afgøre, om bygningen skal rives ned.
Og så har der ellers været dødsstille omkring den faldefærdige bygning.
Indtil nu.
For nu må lokalpolitikerne træde til og hjælpe med at finde en løsning.
Men hvem af medlemmerne af Frederikshavn Byråd skal vi henvende os til?
For som på Jerup Station har der i indeværende byrådsperiode været dødstille hos politikerne, og ingen af de folkevalgte vil tilsyneladende være sagsbehandlere længere.
Men så lad os starte øverst oppe.
Mail til borgmesteren
Vi sender en mail til borgmester Birgit Hansen (S). Og herefter får vi en opringning fra borgmesteren.
Der er godt nyt, viser det sig!
For efter alle de år har Frederikshavn Kommune nu endelig fundet frem til ejeren af stationsbygningen - selv om vedkommende altså skulle befinde sig i juridisk ingenmandsland.
- Fra forvaltningen får jeg at vide, at stationsbygningen lige nu er ”en varm historie”. Og at vi har en dialog med ejeren, fortæller Birgit Hansen.
Dialogen går ud på at få Jerup Station revet ned via kommunens nedrivningspulje, som bekendt er økonomisk støttet af staten.
Men ikke nok med at der er en dialog i gang med ejeren.
Allerede tirsdag eftermiddag var en kommunal bygningssagkyndig på besøg i Jerup.
Konklusionen blev, at bygningen er direkte farlig at færdes i, og derfor ”skal stationen nu sikres”, så uvedkommende ikke kan få adgang.
Rigtig god nyhed
Formanden for Jerup Borgerforening Laila Arp:
- Den her udvikling kommer helt bag på mig. Det er godt at høre, at den bygning nu er på vej til at blive revet ned. I lang tid har vi forsøgt at få en dialog med Frederikshavn Kommune, så det her er en rigtig god nyhed, siger Laila Arp.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.