KØBENHAVN:Heder skal sættes i brand, så nye, friske lyngplanter vokser frem. Klitheder skal ryddes for kvælende planter, og der skal graves nye vandhuller, så frøer igen kan leve der. Det er en del af indholdet i de 125 plejeplaner, som miljøminister Ida Auken (SF) sendte i høring op til weekenden - se www.nst.dk.
I Nordjylland alene er der tale om 25 planer.
Plejeplanerne for Miljøministeriets arealer er en opfølgning af den godkendelse af de danske natura 2000-planer, som ministeren foretog i december, og der gives realistisk tid til høringen: den løber frem til 17. august.
Miljøministeriet er den største lodsejer i Natura 2000-områderne med i alt 85.000 hektar naturområder, hvoraf godt en tredjedel er EU-habitatnatur. Dermed følger en særlig forpligtelse til at beskytte og bevare værdifulde naturtyper.
- Det er en kæmpe opgave at lave plejeplaner for så store arealer, men heldigvis har vi i staten stor erfaring med naturpleje. Med de nye tiltag får vi endnu bedre muligheder for at passe på vores heder, vådområder og skove, siger Ida Auken.
Samtidig med at Naturstyrelsen sender de 125 plejeplaner i høring, bliver Naturstyrelsens og kommunernes fælles Natura 2000-handleplaner ligeledes sendt i høring. De ca. 200 handleplaner er arbejdsprogrammer, der blandt andet beskriver, hvilken naturpleje, der forventes at være nødvendig på private arealer for at gennemføre Natura 2000-planerne. kj.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.