- En helt urimelig lang sejtrækker
Indehaveren af Løgstør Fysioterapi skoser Vesthimmerlands Kommune for langsom sagsbehandling

Endelig - langt om længe kan indehaveren af Løgstør Fysioterapi, Steven Franch, smile. Nu kan han snart gå i gang med indretning af sin nye fysioterapiklinik efter en lang kamp med kommunen. Foto: Grete Dahl Foto: Grete Dahl
LØGSTØR:- Hvis det er den her måde politikerne ønsker at skabe udvikling i Vesthimmerlands Kommune, så er det godt nok op ad bakke...
Sådan lyder det fra indehaveren af Løgstør Fysioterapi, Steven Franch. Efter et halvt års utålmodig venten har han endelig fået de nødvendige tillader i hus, så han kan opføre en ny fysioterapi-klinik på Blekingevej i Løgstør. Klinikken er planlagt til at åbne i sensommeren.
Hushandlen var på plads allerede i december sidste år, og Steven Franch havde regnet med, at Vesthimmerland Kommune i løbet af et par uger kunne sørge for de nødvendige tillader, så håndværkerne kunne gå i gang. Men sådan skulle det ikke gå.
- Jeg synes, sagsbehandlingstiden har været ekstrem. Hvis der ikke har været det ene, så har der været det andet de kommunale embedsmænd har sat fingeren på, siger Steven Franch, der mere føler, at kommunen har modspiller end medspiller.
- Først måtte jeg døje med, at lokalplanen for området ikke kunne huse en fysioterapiklinik, selvom naboerne i området er ”en blandet landhandel”. Klinikken bliver nabo til Jehovas Vidner Rigssal, Grafisk Hus, Dansk Metal, Løgstør Fjernvarmeværk samt LOGSTOR.
- Hvor svært kan det være at få ændret en lokalplan og komme videre, spørger Steven Franch, der føler, han måtte vente syv lange og syv brede på, at den ting langt om længe kom i orden.
- Da det endelig var ordnet, så troede jeg alt var OK. Men så var der pludselig ikke - efter kommunens opfattelse - parkeringspladser nok. De forlangt 24 parkeringsplaser.
- Hvis der holder 24 biler på samme tid foran min butik, så ville jeg jo blive millionær af alle de kunder. Der holder aldrig 24 biler foran Løgstør Fysioterapi.
Efter lange og seje forhandlinger lykkedes det at komme ned på 17 parkeringspladser.
- De bliver heller aldrig fyldt op, men for at gøre kommunen tilfreds har jeg samtidig lavet en aftale med naboerne om, at vi bare kan bruge hinandens parkeringspladser. Der er jo masser af parkeringspladser hos Jehovas Vidner og de bruger dem kun onsdag aften og søndag formiddag.
- De kan også velkommen til at bruge mine parkeringspladser.
- Nå, men jeg har skrevet under på en ”stå-inde-for-erklæring” om, at der ikke må opstå parkeringskaos. Men det tog godt nok sin tid at få den sag løst, siger Steven Franch, som så troede genvordighederne dermed var overstået.
Men nej, en stak brandkrav betød, at håndværkerne stadig måtte vente på at kunne gå i gang.
- Selvfølgelig skal hverken klienter eller ansatte brænde inde. Det giver da sig selv. Men jeg synes godt nok ikke der har været den store lydhør overfor de forslag, vi er kommet med til kommunen. Det har været ”take it or leave it”, siger Steven Franch, der efter at samtlige tilladelser nu endelig er i hus glæder sig til at lægge de trælse oplevelser med den langstrakte sagsbehandling bag sig og i stedet komme i gang med det han hele tiden har glædet sig til - arbejdet med at få den nye klinik etableret.
- Vi er blevet sat mindst et halvt år tilbage - det er den tid kommunen har brugt. Jeg har ikke helt styr på, hvad det ekstra år har kostet mig, men vi er oppe i et par hundrede tusinde kroner ekstra plus en masse bøvl. Og det var sådan set ikke det jeg havde forventet, da kommunen skulle ind over, siger Steven Franch.
- Hvis politikerne har et ønske om at der skal være noget drift i erhvervslivet i kommunen, så synes jeg ærlig talt de skulle sætte noget skub i sagsbehandlingstiden på forvaltningen. De kunne skele til nogle af de kommuner, hvor man har sagt, at der maksimalt må være en sagsbehandlingstid på 14 dage, siger Steven Franch, som ikke før tilladelserne var i hus har turdet stå frem med sin kritik af kommunens langsommelighed af frygt for, at embedsmændene skulle trække sagen yderligere i langdrag.
- Sagen måtte bare ikke trækkes endnu længere ud, fordi embedsmændene havde set sig mere sure på mig. Den risiko turde jeg ganske enkelt ikke løbe, siger Steven Franch.
Lang tid
- Jeg medgiver gerne, at et halvt års sagsbehandlingstid umiddelbart er meget lang tid.
Sådan lyder det fra formanden for teknisk udvalg i Vesthimmerlands Kommune, Niels Krebs Hansen (K), der ikke havde hørt om sagen, før han fik en henvendelse fra NORDJYSKE Medier for en kommentar og derfor efterfølgende var i telefonisk kontakt med flere embedsmænd, som i går over middag var på vej på Pinseferie.
- På den baggrund kan jeg vist godt konkludere, at lidt mere fleksibilitet fra begge parter havde været at ønske i den her sag, siger Niels Krebs Hansen, der lader skinne igennem, at det forarbejde Steven Franch og hans rådgivere præsenterede kommunen for lod en hel del tilbage at ønske.
- Jeg sidder tilbage med det indtryk af sagen, at ansøgeren i dette tilfælde har forsøgt at bruge kommunen som rådgiver. Men vi er altså ikke rådgiver - det hyrer man private rådgivere ind til. Kommunen skal tilse, at regler og love bliver overholdt, siger Niels Krebs Hansen, som understreger, at han efter pinse meget gerne vil dykke ned i sagen.
- Før er embedsmændene ikke tilbage, så først derefter kan jeg gå mere ind i sagen, lyder det fra udvalgsformanden, der til gengæld meget gerne vil forholde sig til, at Steven Franch ikke har turdet gå til pressen og politikerne, før tilladelserne var i hus, fordi han frygtede for at sagsbehandlingstiden ville blive endnu længere.
- Vi politikere er jo altså valgt til at varetage borgernes interesser, så selvfølgelig skulle Steven Franch da bare været gået til os, siger Niels Krebs Hansen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.