Frederikshavn

En hjælpende hånd til Søparken

Sct. Georgs Gildet Frederikshavn støtter indsamlingen til en ny bus i plejecenter Søparken

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Sct. Georgs Gildet i Frederikshavn besøgte plejecenter Søparken og overrakte 8.000 kr. til en ny bus. Privatfoto

FREDERIKSHAVN:Fredag den 23. marts var fem gildebrødre fra Sct. Georgs Gildet i Frederikshavn på besøg hos plejecenter Søparken for at give et bidrag til den handicapbus, som står øverst på ønskesedlen.

Klokken 11 ventede såvel gildebrødre som personale og beboere på overrækkelsen, ligesom køkkenet havde fundet det fine stel frem og lavet den flotteste og lækreste lagkage.

Gildemester Anne Lise Jacobsen fortalte om gildebevægelsens historie og overrakte 8.000 kr. til Birthe Søndergaard fra projektgruppen At lægge liv til årene, som nu har indsamlet 102.000 kr. til bussen.

Sct. Georgs Gildet i Frederikshavn

Sct. Georgs Gildet

Sct. Georgs Gilderne i Danmark er en sammenslutning af tidligere spejdere og andre, der kan gå ind for mottoet Spejderidéen for Voksne. Det første gilde i Frederikshavn blev dannet i 1942 og tæller i dag 21 medlemmer.

Gilderne i Frederikshavn har siden 1942 ejet Aastedhytten, hvor alle møder i sommerhalvåret blev afholdt, men da der ikke længere var kræfter til at vedligeholde denne perle, blev hytten i 2011 afhændet. I vinterhalvåret var man nødt til at holde gildehaller og -møder rundt omkring i lånte lokaler, indtil det i 1983 blev muligt at købe Bangsbostrand Brugs, som efter istandsættelse kunne tages i brug i 1985 - denne bygning fungerer stadig som gildehus.

Gildet har igennem årene haft gang i mange aktiviteter, bl.a. velgørenhedsarbejde på sygehuset, de gamles hjem, gigtplejehjemmet og senere til hospice, ligesom der er lavet aktiviteter med henblik på at generere midler til de lokale spejdere, plejehjem, hospice, Ungdommens Røde Kors og Stafet for Livet, som alle har nydt godt af en håndsrækning.

Gildet modtager hvert år Fredslyset i slutningen af november, hvor Frederikshavn Bykor og talentklassen på musikskolen skaber en stemningsfuld oplevelse sammen med Fredslysbudskabet og præstens budskab.

Søparken

Plejeboligerne i Søparken i Frederikshavn består af 60 lejligheder, hvoraf den overvejende del af beboerne er bevægelseshandicappede. Lejlighederne er placeret i to klynger tæt på skole og villakvarter, og i et grønt område er anlagt en lille sø med gangbro til en pavillon. Der er et livligt leben på de grønne områder af harer, måger og ænder, til stor glæde for beboerne.

Der foregår i Søparken mange aktiviteter både på stedet og ud af huset i form af arrangementer med sang/musik, bankospil, mandehørm, cykelture på 3-hjulede cykler med chauffør samt busture i Søparkens bus, som kan rumme op til 9 personer, og således bare kræver almindeligt kørekort. Bussen er nedslidt med en del rust, og det er hårdt for personalet, når man på knæ skal spænde kørestolene fast på fire punkter. Derfor står ønsket højt om anskaffelse af en ny, alternativt nyere brugt, bus.

Primo 2017 etableredes en projektgruppe sammensat af ansatte til projekt: At lægge liv til årene sammen med frivillige at starte en indsamling til anskaffelse af en ny bus, som vurderes at koste 300.000 kr. Projektgruppen har samlet ind ved sommerfesten for beboere og pårørende, har haft salgsborde i to af husene, været på loppemarked på Strandby Havn og har i dag en reol på Knudepunktet , hvorfra sælges ting fremstillet i Søparken eller foræret til formålet.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst