Frederikshavn

En hjertelig mors dag

Gå en tur på Knivholts hjertesti

Hjertestien ved Knivholt blev indviet for fire år siden. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen
Hjertestien ved Knivholt blev indviet for fire år siden. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen Kim Dahl Hansen

FREDERIKSHAVN: Søndag den 11. maj inviterer Hjerteforeningens Lokalkomité Frederikshavn til en tur på hjertestien ved Knivholt.

- Da det er Mors dag byder vi på frisk frugt og vand, men alle er naturligvis velkomne til at medbringe eftermiddagskaffe og dermed skabe en hyggelig eftermiddag i de fine rammer på Knivholt, siger Jørgen Christensen, formand for lokalkomitéen.

- Vi påtænker at indlægge lidt aktiviteter, så turen ikke kun bliver en travetur men der også bliver plads og tid til at få rørt smilebåndene og musklerne.

Støt op om hjertestien, gå en tur på Knivholt med os, vi mødes på Knivholts gårdsplads kl. 14.

Lokalkomiteen arrangerer pt. tre ture om året. Den næste er søndag den 3. august og den sidste søndag den 9. november, en løvfalds tur i samarbejde med Bo Storm, Naturvejleder, Center for Park og vej.

Hjerteforeningen efterlyser i øvrigt mennesker, som vil være tovholdere på et projekt i forbindelse med hjertestien.

Efterlyser ildsjæle

- Vi vil meget gerne have flere ildsjæle til små udvalg, som kun får et område at pleje. Det kunne være at lære blodtryksmåling, så vi også her kan udvide aktiviteterne.

Så vi kan få en meget mere aktiv og spændende Lokalkomite Frederikshavn, som også dækker lokalområderne Elling, Strandby, Kvissel, Nielstrup, Bratten Strand, Jerup, Ålbæk og Skagen, hvor vi gerne ser et samarbejde med lokale initiativer, uddyber Jørgen Christensen.

Hjertestier er anlagt således, at alle borgere uanset helbred og alder skal have mulighed for at motionere i det fri. Stien er afmærket med hjertelogo og kan gennemføres af alle. Se mere om hjertestier på www.hjertestier.dk

Gå til relaterede emner

Forsiden