En løjerlig amme

Livet kan godt være brutalt, når man er på barsel. Man basker rundt på må og få som en forelsket, lettere dement hormonbombe.

Den anden dag slog jeg hovedet imod emhætten, og da jeg skulle beskrive, hvad der var sket, havde jeg glemt navnet på den kropsdel, der var blevet ramt. "Avavavav. Jeg slog mit… min… Jamen, jeg slog den øverste del af mit hoved, ik'?! Der, hvor der vokser hår i toppen. DEN DER! sagde jeg, mens jeg pegede på min pande med samme er-du-da-helt-debil-ekspedient-Ida-på-sytten-år-udtryk, som når man peger på et isskilt efter flere mislykkede forsøg på at sige Stracciatella. Ja, jeg er slemt bekymret for, om jeg nogensinde får min hjerne op i tempo igen efter barsel. Det ville alligevel være et trin ned ad karrierestigen at blive ansat i en skånestilling som flaskedreng. Og apropos dagligvarebutikker, så peaker mine indspark til samtaler rent spændingsmæssigt, når jeg over aftensmaden kan konstatere, at Fakta-manden er blevet klippet. Og beslutter man sig alligevel for at deltage i den der virkelige virkelighed blandt andre mennesker, så melder amme-problematikken sig straks. For det er bare ikke hyggeligt for nogen, når bette græder, mens man desperat og storsvedende prøver at liste et bryst ud af den nøje udvalgte, ammevenlige XL-cardigan, mens barnet hyler højere og højere på grund af al logistikken. Men jeg kimser bestemt ikke ad mere blufærdige mennesker, der gerne vil briefes, før de får kastet bryster op i ansigtet. For det er ligesom, når folk har en bums på næsen: Ufatteligt svært ikke at glo. Man er det dér dådyr, der er fanget i bilforlygterne… Andre bliver næsten fornærmede, hvis man spørger, om det er okay, at den bette for mad: Bevares, det er da naturligt, halvråber de og kigger på en, som om man er en totalt tilknappet Misse Møghe-type uden skyggen af urinstinkt. Nej, det er ikke nemt at gøre alle glade. Derfor holder jeg mig mest hjemme. Og når der skal ammes i gæsters selskab, går jeg ind i et tilstødende lokale, mens jeg understreger, at dem der gerne vil se bryster bare kan gå med. Men det lyder heller ikke helt rigtigt, vel? I svømmehallen føler man sig anderledes velkommen. Hvis man da bruger vandfast mascara, som livredderen påpegede sidste gang. Ellers skal det fjernes. Pronto. Så hele babysvømningsseancen blev faktisk overskygget af en slags "Den gode, den onde og den grusomme"-duel-stemning mellem de synkrone babyløft, -pjask og weeeeee, min skat-lyde. For jeg vidste bare, at hvis redderen fik øjenkontakt, og jeg tilnærmelsesvist lignede en pandabjørn, så ville der opstå tumultagtige scener. Og hvor pinligt ville det ikke være at blive lagt i benlås med korkbælte og luffer på? I øvrigt er mascara et interessant hygiejnefikspunkt - set i lyset af, at jeg stod med en forkølelse og et spædbarn med spontant afføringsmønster. Og så i lyset af, at man ikke - og aldrig i kvindebaderum - kan tage bruseren ned i skridthøjde - og de i 80'erne afskaffede de små, gule svampe med indbygget sæbe. Jeg vil ikke gå yderligere i detaljer, men tænk lige over det... Og man er jo fuldstændig i sine hormoners vold. Den anden dag fik jeg tårer i øjnene, da jeg så den der WSPA-reklame, hvor "de slår bjørnen for at få ham til at danse". Og jeg stortudede, da de kom til det der stakkels, stakkels æsel, "der har set sin mor blive slidt ihjel. Og nu er det hans tur". Dengang hvor rationaler og sarkasme havde en mere fremtrædende rolle i min hjerne, mindes jeg faktisk, at jeg sagde noget med: Ja, ja. Man kan se på det æsel, at det tænker: "Huha. Endnu en sæk med brænde. Det ender med et diskos-kollaps og lange samtaler med Den Store Medicinhest for at undgå posttraumatisk stresssyndrom og cerutrygning". Senere på aftenen kom jeg i tanke om, at jeg (heldigvis da) dør før mine børn. Men tanken om, at man ikke kan være der til at ae deres kind, smøre deres yndlingsklappesammenmad eller lige plante et trøsteplaster i deres pande, når det bliver deres tur, er jo fuldstændig ubærlig. Med den slags kærlighed i ufortyndede, uafbrudte doser, så kan ens opførsel kun blive løjerlig under en barsel, ikke? Mette Kirstine Goddiksen er 35 år og mor til Anna og Fie på 6 år og Thilde på 0. Bor i Klarup og er på barsel (fra noget endnu udefinerbart). Hendes interesser er som de plejer at være - plus at hun vældig godt kan lide at dyrke karse.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.