En præst af rette støbning

Det har ikke været en målestok for Poul Farsinsen at lade sine prædikener blive af dem, der som kollega Møllehaves betød, at menigheden næsten skulle bestille billet for at høre på den københavnske prædikant. - Jeg synes ikke, man skal "tivolisere" en prædiken, siger Poul Farsinsen efter hans næstsidste opgave som leder af gudstjenesten i sognet og denne dag i Tømmerby Kirke. Den største af de tre kirker i pastoratet, der også rummer kirken på Bjerget - Lild Kirke - og kirken ved havet - Lildstrand Kirke. Men derfor kan man sagtens bruge humoren som indgang til en prædiken om et alvorligt emne. Eksempelvis de mange julekalendere i tv, hvor Farsinsen fulgte den nye fra Børglum med stor interesse: "Den var ikk' så ring' endda", så noget af "The Julekalender": "Den er ikke til at stå for", men kun et enkelt afsnit af Nissebanden, men den, hvor "Fiffig Jørgensen" legede julemand med ønskestenen, og som endte i grådighedens kaos. Og dermed var prædikenen i gang. De mange gode år På søndag er det officielt slut for præstegerningen, som endte med at blive på 35 år og cirka seks måneder. En del af årene fra november 1993 også som provst, men på grund af strukturreformen de sidste år som "provst uden provsti". - Hvis jeg ikke dengang var blevet udnævnt til provst kan det da godt være, at jeg havde søgt andre embeder, siger han, men erkender også, at de mange år i Tømmerby-Lild slet ikke har været så ringe endda. Det synes menigheden heller ikke, for selv om antallet af kirkegængere i de tre kirker som andre steder i landet ikke er i fremgang, så er der en pæn flok hver gang, Poul Farsinsen indleder gudstjenesterne. Og da døden er en naturlig del af livet som præst, så er der mange i menigheden, som berømmer hans prædikener ved begravelser: - Joh, det har jeg da hørt, siger han med den naturlige beskedenhed, der kommer fra at være arbejdersøn på Mors, som har været mønsterbryder og ikke har fået universitetsuddannelsen uden kamp. - Jeg tror nu, at det med begravelserne skyldes, at jeg har været her så mange år, at jeg ved meget om de forskelliges liv og gerninger. Og det med gerninger ligger - eller nu snart rettere lå - den snart afgående provst stærkt på sinde, for som beskrevet, så var og er det sjældent at børn af arbejderfamilier får en højere uddannelse, og Poul Farsinsen er nemlig stolt af den baggrund, for han føler, at han altid har kunnet møde sine sognebørn med samme baggrund med den viden og forståelse, som mange af akademiske familier ikke altid har for mennesker med en - nå ja - jævn herkomst. Og Poul Farsinsen nikker med en træt mine som svar på spørgsmålet om, hvorvidt han gennem årene har mødt mange kolleger, som ikke aner noget om almindelig menneskers liv og levned. Hans eget liv og gerning bliver nu som pensionist med bopæl i Nørresundby, og gerningerne bliver måske nok med noget mere værktøj mellem hænderne, for var han ikke blevet sat til at holde "Guds hus ved lige", så var han måske blevet murer: - Et agtværdigt erhverv, siger Poul Farsinsen, som kommer i tanke om, at der er en lille myte om ham, som han gerne vil have aflivet: De mange myter eller... - I alle årene har man sagt, at menighedsrådet ikke ville have, at jeg spillede fodbold. Men det passer altså ikke! Poul Farsinsen forklarer, at han var begyndt at træne på det lokale hold kort efter hans tiltræden i juni 1976, men ret hurtigt kunne han se, at det kneb med at få tid til at passe træningen, så det var hans eget valg at stoppe. Og når han nu selv er begyndt på "myterne" eller anekdoterne, så skal et par stykker mere med: Den om døren til sakristiet i Tømmerby Kirke og så besøget hos et af sognebørnene. - Åh, ja, da jeg var blevet ansat af et enstemmigt menighedsråd og den daværende formand, Ingvar Krogsgaard, viste rundt, kiggede han på mig gennem døren og sagde: "Ja, ja, nu skal du jo vide, at vi fandt ud af, at det var nemmere at få en præst, der passede til døren, end få lov til at bygge den større..." Poul Farsinsens forgænger var i øvrigt et menneske med en pæn højde. Den anden historie får lov til at være lidt anonym, men da den nyudnævnte præst var på besøg hos en familie i sognet, blev der serveret kaffe, og manden i huset tog en flaske snaps og satte foran Poul Farsinsen med ordene: "Her i huset tager vi fløde i kaffen!". Da den gode præst stadig ikke tog noget "fløde", blev flasken sat ekstra hårdt i bordet igen, med en gentagelse af ordene og med tryk på "Her". Og så valgte den gode præst at følge skik frem for hus at fly.