Teater

En rejse så lang

Skuespilleren Henning Jensen fortæller

Henning Jensen fortæller om sin spændende og dramatiske livsrejse - torsdag den 9. oktober kl. 19 på Stidsholt. Her spiller Henning Jensen patriarken Levi i ”Indenfor murene”. Arkivfoto: Michael Koch.
Henning Jensen fortæller om sin spændende og dramatiske livsrejse - torsdag den 9. oktober kl. 19 på Stidsholt. Her spiller Henning Jensen patriarken Levi i ”Indenfor murene”. Arkivfoto: Michael Koch.

SÆBY: Én af landets dygtigste skuespillere - Henning Jensen - besøger Stidsholt.

Henning Jensen, der i år modtog årets Reumert hæderspris for sit lange virke i dansk teater, fortæller under titlen ”En rejse så lang”.

Han fortæller med humor, selvironi og kærlighed til sit fag - et fag han har dyrket i 40 år på dansk teater og i film. Henning Jensen fortæller også om en del af de mange mennesker, han har mødt - og om de, han helst ville have været foruden.

Det bliver til fortællingen om en afvekslende række af morsomme og groteske situationer. Skuespilkunsten har både hemmeligheder og voldsomme krav, den byder på kampe og sejre. Og på nederlag og på situationer, hvor det er en kunst at rejse sig igen mod alle odds.

Henning Jensen har tidligere fortalt om sin depression, der var både voldsom og smertefuld - men hvorfra det lykkedes ham at vende tilbage - både i live og med en visere indsigt i sig selv og meget andet. En åbenhed, der har vagt stor beundring.

Henning Jensen fortæller også om livsrejsen fra barndommens husmandssted på Stevns til en helt anden verden som stjerneskuespiller på Det Kgl. Teater i København.

Tag med på en fantastisk rejse i godt selskab - torsdag den 9. oktober kl. 19 på Stidsholt.

Gå til relaterede emner

Forsiden