Skagen festival

En rutineret publikumsskare

Gæsterne ved, hvad de går ind til på Skagen Festival. NORDJYSKE gik en tur blandt et publikum, der næsten alle har mange festivaler bag sig

Walther og de andre Bonderøve indtog Torvescenen torsdag eftermiddag.
Walther og de andre Bonderøve indtog Torvescenen torsdag eftermiddag.

Opdateret 30. juni 2017 kl. 12:31

SKAGEN: - Det er tiende år, jeg er her, lyder det fra den første.

- Vi er kommet her i tolv år, lyder det fra den næste.

- Det er tyve år siden, vi var her første gang, bliver der så sagt.

Det er svært ikke at komme til at føle sig som en grønskolling, når man dækker Skagen Festival første gang. I snakken med de mange folk i gaderne bliver der nemlig flittigt fortalt om mange års anciennitet.

Måske var det de mange års erfaring, der gjorde, at der til gengæld ikke blev talt så meget om vejret.

- Vi har været her i jakke og gummistøvler før, og vi har været glade alligevel, lød det fra Birthe Lund fra Mariager, som altså gerne ville tale på vegne af resten af festivalens publikum i den sag.

Som eftermiddagen skred frem, blev det dog tydeligt, at de vandafvisende uniformer ikke behøvede at blive hevet frem i Skagens gader.

En stille start

Torsdag er traditionelt en stille start på festivalen, og også i år er de største navne skubbet senere hen på programmet. Men der var nu ingen problemer med at fylde Torvescenen op allerede på førstedagen, og Nina Vejdiksen fra Vejen så da heller ikke på nogen måde torsdag som en appetitvækker.

- Det er i gang, og vi er i gang. Vi kom i går, og vi har haft en fest lige siden, sagde Nina Vejdiksen, der er til Skagen Festival for sølle ottende gang. j.

Også Poul Erik Ebsen var på vandretur for at forsøge at ramme den rigtige musik.

- Jeg har placeret konen et eller andet sted, så nu er jeg ude for at lytte efter, om der er noget godt, lød det fra Poul Erik Ebsen, der naturligvis var på festivalen for 25. år i træk.

- Jeg holder meget af nordisk og irsk folkemusik, så det prøver jeg at ramme, fortalte han og tilføjede, at han allerede havde haft sin første store festivaloplevelse, da han tidlig på eftermiddagen så den canadiske sangerinde Melanie Dekker og blev imponeret af både udseende og musik.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden