En særlig interesse for V. Hjermitslev

Lisbet Thorendahl ha skrevet om en dannelsesrejse. Foto: Flemming Dahl Jensen
Lisbet Thorendahl ha skrevet om en dannelsesrejse. Foto: Flemming Dahl Jensen Flemming Dahl Jensen

Selv om det er 56 år siden, at Lisbet Thorendahl forlod V. Hjermitslev som 20-årig til fordel for en uddannelse som socialrådgiver og et voksenliv i Aarhus, så har hun stadig en levende interesse for barndomsbyen og sine rødder.

Derfor har hun også flere gange forfattet fortællinger til Egnssamlingens årsskrift.

- Jeg kan godt lide at ordne, organisere og opklare, men det er først og fremmest, fordi min familie har rødder langt tilbage i sognet, at jeg har en stor interesse for lokalhistorien i V. Hjermitslev, forklare Lisbet Thorendahl med pigenavnet Andreasen.

Ud fra kirkebøgerne har hun nemlig kunnet finde familienavnet helt tilbage til 1500-tallet, hvor en bedstemor blev født på gården, Hjertholm. Men det første skrift til Egnssamlingen tog udgangspunkt i en folketælling i Alstrup.

- Det var folketællingen i 1840, hvor der var 44 husstande i Alstrup. Jeg tog udgangspunkt i folketælleren, som om jeg fulgte med ham rundt fra hus til hus. Så tegnede jeg et stort kort over Alstrup og alle matriklerne og kunne ud fra kirkebøgerne komme med en lille fortælling om hver enkelt husstand, forklarer hun.

Hos en familie var sønnen druknet i Ryaa, en anden familie blev sat ud af deres hus.

- På den måde kunne jeg tegne et tidsbillede af Alstrup i 1840, forklarer Lisbet Thorndahl, som også har hjulpet lokale beboere med at skrive deres livshistorier.

De mange oplysninger og viden har hun samlet og gjort tilgængelig på hjemmesiden www.vesterhjermitslev.dk

Trods forkærligheden for barndomsbyen tænker hun ikke på at forlade Aarhus, men Lisbet Thorndahl glæder sig over den positive udvikling i V. Hjermitslev.

- Jeg har stor respekt for de ildsjæle, som de senere år har gjort så meget for byen og fået den ud af det hul, der var. Der er nu gang i så mange gode ting, siger hun.

Forsiden