En spareøvelse er gået i hårdknude
Politikere vil spare på ledelse, men det kan ikke lade sig gøre, siger ledelsen
Opdateret 20. maj 2022 kl. 10:40
BRØNDERSLEV-DRONNINGLUND: Der skal spares 0,5 pct. på kommunens lønudgifter i år.
Det har byrådet bestemt i budgettet for 2013, men nu hvor sparekravet skal udmøntes i praksis, stejler tre af de fem politikere i ældreomsorgsudvalget.
Udvalget skal spare 1,16 mio. kr. og forvaltningen har givet politikerne seks spareforslag at vælge imellem.
I alle forslagene indgår enten hele eller en del af en million kr. byrådet som led i budgetforliget har afsat til at drage omsorg for hjemmeboende pensionister.
Resten af besparelsen kan fordeles mellem plejecentrene eller ved forskellige besparelser i hjemmehjælpen, foreslår forvaltningen.
Politikerne har bedt om spareforslag, der skærer i administrationen, men har fået det svar, at udvalget ikke kan spare på ledelsen, da den sorterer under økonomiudvalget.
- Sådan er det. Og administrationen har jo også sparet 0,5 pct., siger Lone Lex (V), der er medlem af ældreomsorgsudvalget.
Hun og partifællen Knud L. Pedersen fremsender sagen til økonomiudvalget uden at anbefale nogen af spareforslagene.
Udvalgets formand Peer Thisted (S) og Peter H.S. Kristensen (S) indstiller forslag 1, der tager hele millionen fra de hjemmeboende pensionister og fordeler resten af besparelsen på de 11 plejecentre.
Karl Emil Nielsen (DF) står fast på, at besparelsen skal findes på administrationen eller ledelsen. Alternativt vil han tage besparelsen af kassebeholdningen.
Mens ældreomsorgsudvalget således endnu ikke har udmøntet sparekravet for 2013, er udvalget allerede blevet præsenteret for nye sparekrav for 2014.
Alle udvalg skal spare 2 pct., men udpege besparelser for 4 pct., så politikerne får noget at vælge imellem.
- Vi skal pege på besparelser for 10 mio. kr. Det kan vi ikke lige umiddelbart, men vi vil undersøge nogle ting, sukker Peer Thisted.
Han forsikrer dog om at udvalget er indstillet på at finde de fornødne besparelser.
- Men vi kan ikke pege på nye områder, for vi har sparet på stort set alt, siger Peer Thisted.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.