En uge med gymnastik

Gymnastik fylder meget på efterskolerne - det giver sammenhold og fællesskab

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Alle elever har i sidste uge trænet til årets store gymnastikopvisninger.

Den sidste uge her har været hård for eleverne på Halvorsminde Efterskole, hvor NORDJYSKE i dette skoleår følger fire elever. Ugen har budt på såvel terminsprøver som fire-syv timers gymnastik hver dag. Vi besøgte skolen og talte med de fire elever dagen før den store gymnastikopvisning, hvor forældre og søskende var tilskuere, før eleverne tog hjem på en velfortjent vinterferie. Gymnastikopvisningerne på Halvorsminde indeholder altid såvel masser af spring som "serier". Og dertil overraskelser til publikum. Selv drengene er glade for gymnastikken, som de til daglig har to gange halvanden time om ugen. - Jeg vidste godt, at der var meget gymnastik og mange opvisninger. Men godt ikke, at der var så mange. Men det er fint nok, selvom det er lidt hårdt i den her uge. siger Svend Stoklund Rafn, der kommer fra Læsø. Han valgt i efteråret et c-fag, der hed Idræt på tværs, hvor han blandt andet prøvede at spille fodbold i en skov - kaldet Skovfogedbørn. - Det var rigtigt sjovt, selvom jeg ikke er vant til idræt, siger Svend. Simon Overvad Vindelev fra Aalborg, synes, at gymnastikken er sjov. - Jeg mangler liige at øve på lidt. Jeg skal stå forrest, når vi skal springe, men det er, fordi jeg ikke springer højt. Men der er et rul, jeg er lidt nervøs for, erkender han. Simon glæder sig ikke til at trække i den specielle dragt til opvisningen: - Den er lidt mærkelig at have på, og den er bestemt ikke pæn. Det synes Malene Bach Werner, Buddum, heller ikke. - Vi skal i sådan nogen blå heldragter og noget grønt over. Vi kører sådan en slags blåt tema i opvisningen og så passer det grønne ikke. Malene er normalt en ivrig fodboldpige, men kan godt lide gymnastikken. - Jeg gik til gymnastik, da jeg var lille, og det er dejligt for mig at bruge kroppen på en anden måde. Jeg vidste godt, man skulle gøre gymnastik på efterskolen, men jeg vidste ikke, at det blev så hårdt. Cathrine Solveig Nielsen, Sæby, siger hun elsker gymnastik, selvom hun også spiller fodbold tre timer om ugen. Ligesom de andre tre har hun også lige været til terminsprøve i matematik, engelsk, tysk og dansk. - Man er træt, når man gå i seng for tiden, siger Cathrine. En af de lærere, der står for gymnastikopvisningen, er idrætslærer Mette Krogaard Jepsen, og hun forklarer, hvorfor idræt betyder så meget på Halvorsminde. - Ved en opvisning som denne bliver hver enkelt elev del af en større ting. De bliver simpelthen afhængige af hinanden. De ved det ikke endnu, men sådan en opvisning rykker rigtigt meget ved fællesskabet, siger Mette Krogaard Jepsen. Halvorsminde Efterskole får mandag 12. marts besøg af tre andre efterskoler og et DGI Hold, og så skal de vise opvisningen igen. Senere i marts skal de til Valsgård i Himmerland og optræde i både Nørresundby og Tylstrup. 3. april er eleverne med i Gigantium i Aalborg, når der er efterskole-gymnastikstævne.