EMNER

Endelig bedre og billigere

TOG OG BUSSER: I årevis under den højreorienterede regering er milliarder af kroner hvert år fosset ud af statskassen som følge af et afgiftshul for leasing- og demobiler. Nu lukker den nye regering hullet og bruger i stedet pengene på billigere og bedre offentlig transport i hele landet. Markedet for leasing- og demobiler i Danmark er eksploderet de seneste år. Det skyldes, at bilforhandlerne har udnyttet et hul i lovgivningen, der har medført et årligt milliardtab for statskassen. Det bliver der nu lavet om på. Hullet bliver lukket, så pengene i stedet kan komme alle danskere til gode med billigere billetpriser på bus og tog. Samtidig styrker vi den offentlige transport i hele landet. Skatteministeriet er i fuld gang med at skrue en lovændring sammen, så der kan sættes en lufttæt prop i afgiftshullet. Det vil betyde, at statskassen fremover hvert år vil få tilført yderligere en milliard kroner, som kan bruges til billigere og bedre offentlig transport. Det er ikke fair over for danskerne, at staten hvert år mister milliarder af kroner i tabt indtægt. Jeg glæder mig over, at vi får rettet op på den uretfærdighed og kanaliserer pengene videre til et område, hvor de gør mest muligt gavn.