Endnu en DM-titel til handelsskolen
Håndboldholdet fra EUC Nordvest til tops i Silkeborg
SILKEBORG: Ingen handelsskoleelever spiller håndbold lige så godt som dem på Mors.
Det blev endnu engang slået fast ved årets DM for handelsskoler, da EUC Nordvest for femte år i træk nåede finalen - og for fjerde gang løb med sejren.
I de afgørende kampe onsdag lagde holdet fra Mors ud med en nem sejr i semifinalen, da Tønder blev slået med hele 17-9.
I finalen ventede nu Holstebro - og det udviklede sig til en særdeles spændende kamp. I sidste ende lykkedes det altså morsingboerne at tilbageerobre den titel, øen mistede med nederlaget til Skjern i sidste års DM-finale for handelsskoler.
Årets mesterhold bestod af en flok med klubbaggrund i både Mors-Thy Håndbold, HF Mors, VIF og IF Nordmors - og netop det betragter Lars "Landmand" Nielsen, daglig leder af Sports College Mors og assistenttræner for Lars Krarup ved DM for handelsskoler, som et udtryk for det lokale talentarbejdes succes.