Endnu en farm med fugleinfluenza: 60.000 kalkuner aflives
Den smitsomme fugleinfluenza H5N1 er fundet på en farm nær Sorø med 60.000 kalkuner. De skal nu aflives.
For anden gang i år er en stor kalkunfarm ramt af smitsom fugleinfluenza.
Søndag kunne styrelsen fortælle, at 36.000 kalkuner skulle aflives på en farm på Lolland, og nu er fugleinfluenzaen H5N1 fundet på Sjælland.
Der er smitte på en farm ved Ruds Vedby nær Sorø på Sjælland, og 60.000 kalkuner skal derfor aflives. Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
- Med allerede to udbrud i år og tilsammen syv udbrud siden november, er der ikke tvivl om at både hobbyavlere og professionelle skal tage truslen om smitte fra de vilde fugle meget alvorligt, siger Charlotte Vilstrup, der er dyrlæge og kontorchef i styrelsen, i meddelelsen.
Der oprettes samtidig en zone med restriktioner ti kilometer fra farmen. Her er det forbudt at sælge og flytte æg, høns og andre fugle uden særlig tilladelse.
Derudover skal ejere af høns og andre fugle inden for tre kilometer fra den smittede farm registrere deres fugle online.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.