Endnu et tricktyveri
78-årig kvinde fik stjålet dankort i Farsø
Opdateret kl. 11:08
FARSØ: - Det er den typiske, konstaterer Frank Liltorp, politikommissær ved lokalpolitiet i Himmerland, efter at han endnu en gang kan berette om et tricktyveri, der har fundet sted.
Denne gang var det lørdag mellem klokken 12 og 12.30, at en 78-årig kvinde blev udsat for tricktyveri på Th. Eriksens Vej i Farsø, da hun stod ude foran Bog & Papir.
Forinden havde hun handlet i Super Brugsen og Centerkiosken, og hun fik formentlig afluret sin kode i en af de to butikker.
Hævet 2000 kroner
I hvert fald blev hun opsøgt af en udenlandsk mand, da hun satte sine varer over i sin el-scooters kurv. Manden spurgte på gebrokken engelsk og en smule dansk om vej til sygehuset, hvor hans mor skulle være indlagt.
Da kvinden kom hjem en halv time senere, fandt hun ud af, at dankortet manglede. Hun kontaktede straks banken, hvor en medarbejder kunne fortælle, at der kort forinden var hævet 2000 kroner fra kortet i en hæveautomat.
- Vi kan kun anmode om, at butikspersonalet også er opmærksomme på, at der ikke er andre kunder, der mænger sig på, når en kunde taster sin kode ind, siger politikommissær Frank Liltorp.
Han betegner - ud fra den 78-årige kvindes beskrivelse - gerningsmanden som en 45-50 årig mand med sydeuropæisk udseende. Han er mørklødet, kraftig af bygning, har kort mørkt hår, kort skæg, er omkring 180-185 cm høj og var i ført lyst tøj.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.